Kan demokratiet overleve klimakrisen?

Tør du tænke tanken til ende…? Tænk hvis… du kun kunne redde verden ved at give køb på dét, som de fleste her i vesten betragter som noget af det dyrebareste, vi har – demokratiet.

Af Gordon Vahle, klimaklog.dk

Kan Marx redde klimaet? (Foto Mary Bettini Blank, Pixabay)Kan Marx redde klimaet? (Foto Mary Bettini Blank, Pixabay)
Vi står over for en kæmpe opgave. Her er lidt barske fakta om CO2-udledning:
* I 2018 STEG verdens energiforbrug med 2,9 pct. Det er næsten dobbelt så meget som gennemsnittet for de seneste 10 år. Kun én gang i nyere tid har vi oplevet et fald – i 2008-09. Det skyldtes finanskrisen. * Jordens atmosfære fik tilført mellem 35 og 40 milliarder tons CO2 i 2018. De fleste kilder nævner tallet 38 milliarder tons, men der er faktisk stor spredning afhængig af, hvem man spørger. Alene det, at vi ikke er helt enige om udgangspunktet, udgør et problem.
* Vi skal halvere CO2-udledningen fra menneskers aktiviteter i 2030. Vi skal således bruge omtrent 20 milliarder tons mindre CO2 om ti år på at holde det hele kørende. Det svarer til, at hvert menneske skal bruge ca. 2,5 tons mindre CO2 i 2030. Men hov! Rigtigt mange i den tredje verden bruger ikke engang 2,5 tons pr. person nu! Og deres CO2 vil ikke falde, men stige de næste ti år. Det hele hænger altså på os – os rige.
* Om kun 30 år, i 2050, skal menneskers CO2-udledning være nul, hvis vi skal have en chance for at holde temperaturstigningen på 1½ grad. Og det er sikkert ikke nok. Vi skal også fjerne CO2 fra luften.

Her er så nogle andre – ligeså barske – fakta om os mennesker og vores økonomi:
* Grøn vækst er en illusion. Økonomisk vækst vil ALTID føre til øget CO2-udslip. Rapporten ’Decoupling Debunked’ peger på mindst syv indbyggede mekanismer i markedsøkonomien, som umuliggør, at økonomisk vækst og CO2-reduktion kan følges ad. Omtalen af rapporten finder du her på Klimaklog.dk. De fleste økonomer tror dog stadig på, at væksten vil redde os.
* Mennesket er nærmest ’biologisk bestemt’ til at forbruge – også at forbruge langt ud over, hvad vi behøver for at få et ’godt liv’. At samle forråd var en god overlevelsesstrategi for stenaldermennesket, og store forråd gav status. Vi er stadig stenaldermennesker indeni. I bogen ’Gå glip – om begrænsningens kunst i en grænseløs tid’ fra 2017 beskriver Svend Brinkmann dilemmaet sådan: ”Hvordan kan man argumentere mod idealet om at have, gøre, opleve og forbruge noget mere? Det er jo netop disse ting, der ’sætter gang i hjulene’… Den gode borger er i dag ikke mere det tilfredse, påholdende og pligtopfyldende menneske men det forbrugende, selvoverskridende, grænseløse og evigt stræbende menneske. Er man tilfreds, er der jo ikke noget incitament til at erhverve sig mere.”


Frihed: Guld eller grønne skove


Kernen er, at vi står over for en gigantisk opgave, der kræver omfattende forandringer i hele vores levevis, hvis vi skal lykkes med den. Samtidig er incitamentet til at gøre noget – der batter – ved det meget lille. Af to grunde. Begge hedder noget med liberalisme…
Liberalisme er nemlig to ting, der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre!
Den politiske liberalisme interesserer sig for individets frihed og rettigheder og er først formuleret af den engelske FILOSOF John Locke i slutningen af 1600-tallet. Vi har oversat hans tanker til ’frihed under ansvar’. Det vil sige, at individet har ret til selv at bestemme, hvordan det skal leve sit liv – så længe det ikke går ud over andre!
Den økonomiske liberalisme betoner først og fremmest markedets frihed og er formuleret af den skotske ØKONOM Adam Smith ca. hundrede år senere, end da John Locke sad og filosoferede. Markedskræfterne skal have frit spil, og loven om udbud og efterspørgsel skal nok regulere det hele til alles bedste, lyder en forsimplet forklaring på økonomisk liberalisme.
Forsimpling og sammenblanding har været begge d’herrers lod. Ingen politikere, det vare sig røde, blå, grønne eller grumsede, gider læse vanskelige 250-350 år gamle filosofiske tekster, og når det hele bliver rodet rundt, så bliver grådighed ikke alene blåstemplet. Man bliver, som Svend Brinkmann skriver, endda en ’god samfundsborger’ af at være grådig.
Ingen har noget imod frihed under ansvar, men når ansvaret fjernes, og frihed bliver til en ret til at udnytte andre og svine med klodens ressourcer, så har vi et problem. De to liberalistiske tænkere, der tilsammen står for guld og grønne skove, smelter sammen, og der er kun guldet tilbage…

Kun én ideologi tilbage


Problemet er, at vi ikke har noget andet at sætte i stedet for liberalismen, der endda optræder i sin amputerede og mest forsimplede form. Liberalismen har givet os rigdom, oplevelser og færre sygdomme, men i sin forkrøblede økonomiske version har liberalismen også givet os forurening, CO2-udslip, temperaturstigninger og den sjette masseuddøen.
Jeg har i en tidligere artikel truet med at grave Karl Marx’ økonomiske teorier frem fra ruinerne af Berlinmuren, hvor de blev grundigt begravet i 1989. Det vil jeg alligevel ikke. Marx lugter fælt, fordi kommunismen og andre ismer, blev groft mishandlet i landene ovre østpå – ligesom vi har mishandlet liberalismen hos os.

Det usigelige


Men én ting vil jeg dog tage frem. Jeg tør næsten ikke sige ordet højt, men nu gør jeg det alligevel: Planøkonomi.
Planøkonomien kunne virkelig flytte rundt på forbrug og produktion. Hvis magthaverne i Kreml eller de 3000 nikkedukker i Den nationale Folkekongres i Beijing besluttede, at der næste år skulle produceres 200.000 traktorer, ja så blev der produceret 200.000 traktorer, hvad enten der var brug for dem eller ej.
Når jeg ser på, hvilken gigantisk omstilling af vores produktion og forbrug, der er nødvendig, så kunne jeg ind i mellem ønske, at ’en eller anden’ beordrede samtlige bilfabrikker og samtlige smartphonefabrikker lukkede og satte arbejderne til at producere vindmøller og solceller i stedet…

Nul er ikke nok


Dén slags beslutninger kan kun føres ud i livet, hvis man holder befolkningen i et diktatorisk jerngreb og har nogle Gulag-fangelejre i baghånden. Det er naturligvis milevidt fra, hvad der er tænkeligt hos os. Men der skal ikke herske tvivl om, at der kræves politiske beslutninger af planøkonomiske dimensioner, hvis vi skal nå i mål.
Kig på tallene i starten af dette indlæg igen. 38.000.000.000 tons CO2 pøser vi ud i en atmosfære, der har været i ligevægt ’altid’ på nær de sidste godt 100 år. Jeg fatter ikke et så stort tal, og det værste er, at det gør politikere og andre beslutningstagere heller ikke. Selv i et lille land, der ”har førertrøjen på”, er indsatsen for at nå Paris-aftalens mål ikke nær nok. Selv hvis vi når nullet i ’50, mangler der stadig alt det CO2, vores forbrug af udenlandske varer genererer. Og det er faktisk broderparten. En guldring har fx brugt to tons CO2 (!), inden den kommer på din finger.

CO2-mærkning er et must


Det er ikke overraskende, at sådan noget som guld udleder meget CO2. Guld befinder sig langt inde i et bjerg. Det koster enorme mængder energi at grave klipperne med guld frem, at smelte det, rense det m.m. Men alligevel… At en sølle ring på et par gram kan udlede lige så meget CO2, som bonden på marken over guldminen bruger på et helt år – eller mere end en tiendedel af en danskers årlige CO2-udledning – dét overrasker mig.
Og hvad kan vi så lære af dét – ud over, at du skal finde tante Olgas grimme arvesmykke frem og bede guldsmeden om at lave det om til lige præcis dén ring, du har drømt om? Det koster kassen, men du har sparet atmosfæren for 2 tons C02.
Nej, dét vi kan lære, er, at vi pinedød er nødt til at vide, hvad vi har med at gøre. Jeg gentager fra adskillige andre indlæg her på Klimaklog.dk: Vi skal kortlægge CO2-aftrykket for de varer, vi køber, og de handlinger, vi foretager. Ellers kommer vi som forbrugere hele tiden til at træffe de forkerte valg. Hvordan skal vi kunne vælge klimabevidst, når vi ikke kender CO2-aftrykket på de alternativer, vi kan vælge mellem?
At registrere og mærke varer og handlinger med deres CO2-udledning er ikke svært. Det er er spørgsmål om at kortlægge varens CO2 udledning fra råstofudvinding, via produktion og transport og hjem til dig. Metoden er velkendt, og de fleste virksomheder har en ret god idé om deres varers CO2-aftryk, som også er beskrevet HER.

Du får ikke svar


Det svære er, hvad vi skal gøre nu? Vi kan selvfølgelig nøjes med mærkningen og se, om vi forbrugere er kloge nok til at lade de mest CO2-tunge varer ligge. Det er vi ikke!
Så kan vi lægge afgifter på CO2-en. Det virker måske. Men hvordan kan vi gøre det retfærdigt, så det ikke kun er de fattige, der må holde op med at flyve og alt det andet, der belaster klimaet?
Den tredje – og eneste virkningsfulde – mulighed er, at politikerne tager mod til sig og træffer nogle af de meget upopulære og tunge beslutninger, der er nødvendige. Det er helt oppe i klasse med at forbyde bilkørsel med kun én i bilen, at forbyde import af nye varer – især mobiltelefoner, at lægge voldsomme afgifter på sort energi, stoppe olieproduktionen i Nordsøen og lignende.
Og så er det, at jeg spørger, som jeg spurgte i overskriften: Kan demokratiet holde til dét? Eller vil vi fluks udskifte de modige politikere i EU og Danmark ved næste valg? Du får ikke svar på spørgsmålet, for jeg ved det heller ikke. Men hvis det kom helt derud, hvor valget stod mellem tilintetgørelse eller en diktatorisk klimaprofessor, der bestemte, hvad vi skulle og ikke måtte gøre, var valget vel ret let?
Derude er vi ikke… endnu. Men vi har dæleme brug for nogle politikere med mod!!