Tænk, hvis… kapitalismen kunne redde klimaet

Et essay, som skal belyse, om en ny økonomisk tankegang kan løse verdens uligheds-, klima- og bæredygtighedsproblemer. Det er ikke videnskab, men et tankeeksperiment, der er skrevet med håbets blæk. Fagfolk må afgøre, om håbet er lysegrønt, eller, om den privatliberale økonomi automatisk vil suge os ind i en vækstspiral, hvor vi kun har diffuse teknologiske fix at klamre os til…

Af Gordon Vahle

CO2-penge kan gro på træer. (Foto: Pixabay)CO2-penge kan gro på træer. (Foto: Pixabay)
I mit blogindlæg på Klimaklog.dk fra den 12. september 2019 fremførte jeg videnskabens argumenter for, at økonomisk vækst er uforeneligt med at nedbringe CO2-udslippet. Artiklen omtalte økonomiske teorier om, at klimakrisen kun kan løses ved at gøre det rigtigt dyrt at udlede CO2. Hvis 'CO2-udledning' er en begrænset ressource, vil loven om udbud og efterspørgsel gøre den dyr.
Kan man gøre 'udledning' til en begrænset ressource? Måske. Vi kan i hvert fald gøre det som et tankeeksperiment, og det prøver jeg i dette essay.
Formålet med den slags tankespind er at belyse, hvor voldsomme samfundsmæssige omvæltninger, der er nødvendige for at nedbringe CO2-udledningen til et niveau, vi forhåbentlig kan leve med.

Økonom underkender gængs økonomi


Derfor vil jeg gerne tænke lidt videre og komme med et konkret eksempel på, hvordan det virker. Heldigvis er selv økonomer ved at indse, at en af de største hindringer for et bæredygtigt liv er den måde, økonomien fungerer på.
I 2013 udgav den franske økonomiprofessor Thomas Piketty bogen ’Kapitalen i det 21. århundrede’. Den blev en bestseller med over 2 mio. solgte eksemplarer og er oversat til 40 sprog. Det er bestemt ikke hverdagskost for en økonomisk fagbog. Den påpegede blandt andet, at de nuværende økonomiske spilleregler automatisk vil føre til større og større ulighed.

Ulighed forværrer klimakrisen


Nu er Thomas Piketty så ude med en efterfølger. ’Capital et idéologie’ hedder den, og som titlen antyder, fås den foreløbig kun på fransk. Heldigvis har Zetland oversat nogle godbidder. Blandt andet skriver økonomen:
”Når folk på grund af ekstrem ulighed oplever, at… nye klimavenlige afgifter og regler gør det nødvendigt at leve anderledes, men at de rigeste samtidigt har råd til blot at fortsætte som før, så vil vi ikke opnå den nødvendige brede folkelige opbakning til et skift.”
Med andre ord så vil folk iføre sig gule veste og protestere i gaderne – ikke mod klimatiltagene, men mod den uretfærdighed, det er, at disse tiltag kun rammer de i forvejen dårligst stillede.

Progressiv skat på CO2


En af de løsninger, som Thomas Piketty foreslår, og som skal modvirke uligheden, er en progressiv skat på CO2-udledning knyttet til den enkelte forbrugers kreditkort. Hver gang et kort bruges, registreres CO2-udledningen, der er tilknyttet det købte produkt. Skatten er progressiv, og jo mere CO2 indkøbene udleder, jo dyrere bliver det. De rige og mest forbrugende betaler mest for deres CO2-udslip.
Da dette essay er et tankeeksperiment, vil jeg gå et skridt videre!
Piketty knytter afgifterne til et kreditkort, men hvordan skal man måle et kontant udtræk? Og hvordan kan man sikre sig, at den, der betaler et kg oksemørbrad med kontanter, betaler mere i CO2-afgift end forbrugeren, der fylder indkøbskurven med lokalt dyrkede grøntsager og betaler med Dankortet? Løsningen er at knytte CO2-skatten direkte til den enkelte vare eller tjenesteydelse.

Tænk, hvis… verden gik sammen


Så spænd sikkerhedsselen. Jeg vil forsøge at tage jer med på en tanke-rutsjetur i den privatkapitalistiske økonomiske verden. Hvis vognen vælter, skyldes det sikkert, at jeg ikke har en døjt forstand på økonomi. Jeg undskylder på forhånd, men lad os bare prøve alligevel.
Vi antager – og allerede her hopper vognen vist af – at verden pludselig bliver befolket med ledere, der har forstået alvoren bag klimatruslen. De har endda fattet dét med Tipping Points og ved, at det haster. Derfor sætter de sig sammen for at finde en løsning.
De fleste statsledere er godt klar over, at prisen på en vare afhænger af udbud og efterspørgsel. Jo mindre der er af en vare, og jo mere eftertragtet den er, jo dyrere bliver den. Og hvis nu CO2-udledning var en vare, så var det jo let nok for statslederne at finde en løsning. Der skulle bare være ’for lidt’ CO2-udledning. Efterspørgslen på at udlede drivhusgassen er allerede enorm, men hvis udbuddet blev mærkbart mindre, ville prisen stige. Salget ville falde, fordi færre ville have råd til at ’købe’ CO2-udledning.

En vare behøver bare en børs


»Ærgerligt, at CO2-udledning ikke er en vare, som vi kan begrænse udbuddet af,« sagde statslederne til hinanden.
Men så tog en leder fra et land, som ingen havde hørt om, ordet. Ingen kunne udtale navnet, så vi kalder ham bare Lillenørd, fordi han var blevet stenrig af at nørde og handle med Bitcoins, tomme selskaber og andre virtuelle mærkværdigheder på internettet. Han forstod straks, at det var totalt ligegyldigt, om CO2-udledning var en virkelig vare eller ej.
»Vi kan da bare gøre CO2-udledning til en vare,« sagde han, og de andre statsledere kiggede først på hinanden, så med rynkede bryn på Lillenørd.
»Det er let nok,« fortsatte han ufortrødent. »Vi behøver hverken rigtige varer eller rigtige markeder på torvet for at handle med hinanden. Vi skal bare bruge en børs. Her kan vi handle med alting: penge, værdier, aktier i tomme selskaber, råvarer, virtuelle valutaer og naturligvis også CO2-udledning.«

Privatisering af CO2-kvoter


»Vi kender faktisk allerede en klima-børs. Den handler med CO2-kvoter. Lande handler her. Hvis et land sviner og udleder mere CO2, end det har lov til, kan det købe CO2-kvoter af de fattige lande, der ikke har råd til at svine så meget,« fortsatte Lillenørd tålmodigt.
Og dét kendte statslederne godt. De vidste sådan set også godt, at CO2-kvoter ikke virker. CO2-udledningen stiger år for år, og langt de fleste varer og tjenesteydelser er ikke kvotebelagte.
Men så var det, at Lillenørds økonomiske hjerne slog til, og han sagde de rigtige ord:
»Vi skal bare privatisere CO2’en,« sagde han.
Statslederne forstod stadig ingenting, men de kunne godt lide ordet ”privatisering”, så de lod Lillenørd fortsætte.

Vare: Kend din CO2


»Det første skridt er, at alle varer samt alle private og offentlige services skal CO2-mærkes. Det er ikke noget stort problem, men det hele skal med,« påpegede statslederen fra landet, ingen havde hørt om.
De øvrige statsledere var nu overbeviste om, at det virkelig rablede for den lille nørd.
Ok. De vidste sådan set godt, at de fleste virksomheder har ret godt styr på, hvor meget CO2, der skal til for at transportere, producere og distribuere varer. Men serviceydelser…? Både offentlige og private…?
»De fleste virksomheder har ret godt styr på, hvor meget CO2, der skal til for at transportere, producere og distribuere varer,« gentog Lillenørd, som om han kunne læse de andres tanker.
»Men det er langt fra nok! Det hele skal med – fra den diesel, bonden bruger i sin traktor, eller som medgår til at grave råstofferne ud af bjerget, til den CO2, som udledes af reklamebureauet til tryksværte til brochurer eller el til tv-spots og kaffemaskinen på kontoret. ALLE virksomheder glemmer de første og de sidste led i kæden, og derfor bliver CO2-aftrykkene altid vurderet for lavt. Vi undervurderer problemet og tror ikke, at vi kan gøre noget ved den udledning, der sker i ’andre lande’,« lød opsangen fra manden fra landet, som ingen havde hørt om.

Læg sammen og del


Det er dødbesværligt at udregne det reelle CO2-aftryk, men det er ikke svært. Lillenørd pointerede, at man i princippet kun skulle bruge to regneoperationer: Plus for at lægge alle CO2-udledninger i hele kæden sammen – og division for at finde CO2-aftrykket på hver enkelt vare. Man skal selvfølgelig sørge for, at alle underleverandører oplyser deres CO2-udledning, og der findes mange specialister i at udregne det såkaldte ’Carbon Footprint’, som man kan få hjælp hos.
Udregningen for offentlige og private serviceydelser er den samme som for fremstillingsindustrien: Find alle kilder til CO2-udledning. Læg sammen og divider med antallet af mennesker, der bruger den pågældende ydelse. Frisøren skal have styr på, hvor meget CO2 fremstilling af sakse og kamme genererer, og når elforbrug, opvarmning, rengøring mv. er talt sammen, kan man finde ud af, hvor meget CO2 en klipning koster. For et hospital er udregningen væsentligt mere kompleks, men den er stadig lige let: Læg sammen og dividér. Så ved du hvad en indlæggelsesdag eller et ambulant besøg ’koster’ i CO2.

Fire trin – spring tre over


»Før eller siden ender al CO2-udledning hos det enkelte menneske. Selv alt, hvad vi markedsfolk kalder Business-to-Business, kommer i sidste ende ud som varer eller tjenesteydelser, der udbydes til private,« sagde Lillenørd og forklarede nærmere:
»Hvis en fabrik fremstiller møtrikker til maskiner, så er det en såkaldt B-to-B-virksomhed, som vi, der er inde i fagudtrykkene, ynder at sige. Men CO2-bidraget fra møtrik-fabrikken skal bare medregnes i de følgende led. Uanset hvor mange led, der skal til, før maskinmøtrikken bliver til en vare, så er dens bidrag med i det totale regnestykke. Virksomheder forbruger ikke; det gør mennesker.«
Nuvel…. Statslederne havde lyttet tålmodigt, og efterhånden havde de forstået, at det er muligt – omend ret besværligt – at mærke hvert eneste produkt og hver eneste tjenesteydelse med sit CO2-aftryk. Og hvad så?
»Kortlægningen i sig selv er trin ét. Hvis virksomhederne ved, hvor meget de udleder, er der større chance for, at de gør noget ved det. Trin to er en mærkningsordning, så også forbrugerne kan vælge de mindst CO2-udledende produkter. Trin tre er så en CO2-afgift, men en sådan vender jo altid den tunge ende nedad, og vi får gule veste i gaderne. Men uanset, at de tre første trin virker, så har vi ikke tid! Vi skal derfor springe direkte til trin fire!« dundrede Lillenørd.
»Vi skal gøre CO2-udledningen til en vare med begrænset udbud…«

Gaven, der bliver mindre år for år


»Det er let at sætte os et mål. Faktisk har vi det allerede. Menneskelig aktivitet må højst udlede 0 gram CO2 i 2050,« sagde statslederen fra et land, som ingen havde hørt om, og han forsatte i samme åndedrag, så de andre statsledere ikke kunne nå at stille spørgsmål.
»Vi ved, hvor meget CO2 vi udleder nu. Der sker realistisk set ingen forandring før i 2025, og så skal vi ’bare’ reducere mængden af CO2 med fire procentpoints hvert år.«
Inden de andre statsledere var kommet sig over granatchokket over ordet ”bare” i denne sammenhæng, havde Lillenørd skrevet et regnestykke op på sin pc og sendt det op på en storskærm i FN-bygningen, hvor mødet fandt sted:

* Verdens udledning af CO2 i 2025: 40 milliarder tons (I 2018 slap vi 37 mia. tons ud, men det stiger jo fortsat…)
* Verdens befolkning i 2025: 8 milliarder mennesker.
* CO2-udslip pr. person i 2025: 5 tons pr. år.


»Så giver vi alle mennesker på Jorden en nytårsgave. Hvert menneske får 5 tons CO2-kvoter i 2025. I 2026 bliver gaven lidt mindre. Hver person kan så købe varer og tjenesteydelser, der tilsammen udleder 4,8 tons CO2, næste år 4,6 tons etc., indtil tallet rammer 0 i 2050. Vi skal så ’bare’ oprette en børs, så folk kan handle med sine CO2-kvoter.«

Bare og bare…


Dér var det igen! Ordet ”bare”! De 193 statsledere, der alle kom fra lande, vi ved hvor er, var nu godt gale i skralden.
»Bare… ??« råbte de ind i hovedet på den lille nørd. Men han stirrede ind i alle de 193 par øjne og sagde stilfærdigt:
»Ja. Det er a ’piece of cake’ for nørder som jeg, der er vant til at handle med virtuelle valutaer og andet mærkværdigt dagen lang. Næsten alle familier har en mobiltelefon. Mange har også en bankkonto. Dem, der ikke har, kan få. Så skal vi bare oprette konti, hvor man kan sætte CO2-kvoter ind i stedet for penge. Resten er ’bare’ IT… «
Vi har altså varer og tjenesteydelser, der ikke kun har en pris i almindelig valuta, men som også har en CO2-pris. CO2-pengene kan man dog ikke tjene på normal vis, men kun få som en gave eller købe (for rigtige penge) på en børs. Det er vist på tide, at vi kommer lidt ned på Jorden igen og ser på hverdagen for nogle mennesker i 2025…

Scene 1: Krise hos Hansens
Det er torsdag den 2. januar 2025, og i Danmark holder familien Hansen krisemøde. Hansens er en dansk normalfamilie med et ægtepar og to børn i førteenagealderen. De har lige alle været i Brugsen for at fylde op i køleskabet, og her så de for første gang de dobbelte prisskilte, der dels viser prisen i kroner, dels i antal gram CO2, den pågældende vare udleder.
»Den er helt gal. Vi har kun købt lidt oksekød, to liter mælk og nogle andre småting, vi fik 40 liter benzin på bilen, og vi har allerede brugt 150 kg CO2. Vi har kun 20 tons til rådighed, og med den fart har vi kun CO2 til tre måneder. Og jeg tør slet ikke tænke på varmeregningen i næste måned,« jamrede Hansen.
»Hold da kæft, far. Du kan da bare købe plantefars. Den er blevet meget bedre. Selv Burger King serverer kun planteburgere nu. Og du kan da bare tage den gamle havelåge frem og cykle på arbejde. Desuden kan du jo sagtens få flere CO2-penge – ved at plante træer, investere i grøn teknologi eller ved at købe dem på CO2-børsen. Du har jo nok af rigtige penge. Vi må alle tage ansvar!« sagde teenage-sønnen, der selv om han aldrig havde lært at tale pænt til sin far, havde fulgt godt med i skolen.
I skolen havde elever og lærere, lige siden de 193 + 1 statsledere underskrev aftalen om den nye CO2-økonomi den 22. februar 2022 (statsledere elsker symbolske tal som 22.02.2022), brugt meget tid på at snakke om, hvordan livet efter nytårsmorgen 2025 ville forme sig.
»Hvor gammel er det nu, din mobiltelefon er? To år…? Og du ønsker dig en ny til din fødselsdag…? Ønsket er hermed slettet! Din mobiltelefon er fyldt med lithium, aluminium, guld, nikkel og tin og CO2-prisen er vildt høj. Vi må alle tage ansvar!« sagde far Hansen med et tilfreds smil.

Scene 2: Alvor i Somalia


6600 km længere mod syd, lidt uden for Burco i Somalia var de familiære frustrationer langt mere alvorlige. Regntiden, Gu, varer normalt fra april til juni, men de sidste tre år er det kun blevet til enkelte regnskyl i maj. Tørken har tvunget Abukar til at slagte den sidste ged, og familien på fem kan se frem til sult. Den sparsomme nødhjælp, de rige lande bevilger, formår kun lige akkurat at holde dem i live.
»Regeringen har givet os 25 tons CO2-kvoter, men jeg har ingen ged. Jeg kan ikke bruge 25 tons CO2 til noget som helst. De få ting, jeg har råd til at købe på markedet, koster kun nogle få hundrede gram CO2,« sagde Abukar højt til sig selv.
»Jo, du kan – altså bruge dine CO2-kvoter,« sagde Mabrouk, der var Abukars gode ven, og som havde overhørt hans jamren – der i øvrigt var langt mere berettiget end Hansens ditto.
»Du skal bare komme med mig i til banken og sætte fx 20 af dine 25 tons CO2 til salg på CO2-børsen. Sulten efter CO2-kvoter hos de rige er kolossal, og jeg gætter på, at du kan få råd til både geder og får og til en brønd, der kan skaffe dig vand i fremtiden, for sådan sølle 20 tons,« beroligede Mabrouk.

Scene 3: Stråler i Skejby


Inden vi slipper ulvekoblet af økonomer, jeg hidtil har holdt uden for denne historie, løs, skal vi lige igennem en scene mere. Den foregår på Dansk Center for Partikelterapi på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Her venter 82-årige Elly Kristensen. Hun har fået konstateret kræft, men hun har rigtigt gode chancer for helbredelse, hvis hun får behandlinger med strålekanonen i Skejby.
Det er ikke kun kræften, der bekymrer den gamle dame. Hun er bekymret for, om hendes 5 tons CO2 slår til. Strålekanonen er en ordentlig krabat, der fylder en hel bygning og bruger kolossale mængder energi, hver gang den bruges. Men sygeplejersken beroliger hende.
»Her i det offentlige er vi solidariske. Det er stadig gratis i menneskepenge at komme på hospitalet, men vi trækker det samme på CO2-kontoen for alle patienter. Ét beløb for indlæggelse og ét beløb for ambulante behandlinger. Og så har vi jo den danske CO2-moms på 10 procent. Vi har sat CO2-prisen 10 procent for højt, så hver gang en forbruger betaler for et kilo CO2, har vedkommende rent faktisk kun udledt 900 gram. Det gør, at vi sagtens kan få råd til at kompensere folk, der uforskyldt kommer til at bruge for meget CO2.«
Elly Kristensen forstod ikke meget af det, men sygeplejerskens beroligende ord virkede alligevel, og Elly lagde sig trygt ned på briksen og fik sin dosis præcist virkende stråling.

Pest eller kolera?


Inden økonomerne får lov til at komme ind i dette essay, vil jeg lukke videnskaben ind for en kort bemærkning. På Videnskab.dk blev der en gang spurgt, om pest eller kolera var værst. Videnskabens svar var klart: Kolera er langt at foretrække. Det er virkelig hæsligt, mens diarréen og mavekramperne står på, men du kommer over koleraen. Og kuren er simpel: Masser af vand med sukker og salt og i.
Så er vi klar til at lukke økonomerne ind…
»Er du rigtig klog, mand? Ved du, hvad en sådan CO2-økonomi ville betyde? Konkurser! Krak! Massefyringer! Virksomheder i rejsebranchen, i olieindustrien og i alle mulige andre branchen ville lukke på stribe! Velfærdsstaten vil gå ned! Verden går i stå! Og værst af alt: Stagnation, nulvækst eller endda recession!!!«

Kolera – helt klart!


Over for den slags argumenter har jeg kun alternativet – pesten:
Oversvømmelser! Storme! Tørke! Masseudryddelse! Temperaturstigninger! Brande! Havstigninger! Klimaflygtninge! Civilisationens – måske endda menneskehedens – undergang! Ikke i dag eller i morgen, men måske om et par hundrede år!
Måske har Thomas Piketty en løsning på den økonomiske kolera, der er lige så nem og indlysende som kuren mod sygdommen? Jeg ved det ikke, for hans seneste bog om kapital og ideologi er på 1200 (!) sider og på fransk. Jeg ville nok ikke kunne forstå så meget som forordet – selv om det blev oversat til dansk.
Men jeg ved så meget: Jeg foretrækker også kolera, der kan helbredes, frem for pest, der bogstaveligt fører til lemlæstelse og i værste fald død. Og jeg er glad for, at selv økonomer er begyndt at indse, at der findes vigtigere ting i livet end økonomisk vækst…

Hvad kan du gøre?


Du tænker måske, ligesom jeg, at økonomisk videnskab er sort snak, som du alligevel ikke har nogen indflydelse på? Men der er i hvert fald én lære, du kan drage af denne lange fortælling:
ALLE produkter og ALLE services slæber rundt på en stor rygsæk med CO2. I dag har vi langt fra kortlagt CO2-aftrykket for alle produkter mv., og vi har i hvert fald ikke kortlagt HELE CO2-aftrykket for ret meget. Du kan dog selv sjusse dig frem, og derved mindske dit eget CO2-aftryk.
Kig på dit produkt. Hvis det indeholder masser af dele, der kommer langvejs fra, og er lavet af materialer, der er svære at få fat på som fx sjældne metaller, så har det også udledt en masse CO2 på vejen hen til dig. Det gælder fx mobiltelefoner og biler. Du gør klimaet en kæmpe tjeneste ved at vente et år eller to med at skifte til en nyere model – også selv om nye mobiltelefoner er lidt smartere og din nye bil kører lidt længere på literen.
Du kan også kigge på energiforbruget og udstyret på stedet, hvor din serviceydelse finder sted. Hvis du kan spare et tandlægebesøg og en fyldning eller to ved at børste dine tænder omhyggeligt, er det godt for CO2-udslippet. Men det har måske ikke samme betydning, om du får en ekstra studsning af håret i ny og næ...?