Økonomisk vækst ødelægger klimaet

I juli i år kom en rapport, der én gang for alle punkterede myten om, at økonomisk ”grøn vækst” kan redde os fra klimakrisens farer. Grøn vækst er en myte, som slår os ihjel. I stedet bliver vi nødt til at stoppe væksten og nedsætte forbruget drastisk.

Af Gordon Vahle

Guldet er IKKE for enden af klimakrisen. (Foto: Shutterstock)Guldet er IKKE for enden af klimakrisen. (Foto: Shutterstock)
Liberale tænketanke og erhvervsledere har længe sunget med på melodien om, at den teknologiske udvikling vil virkeliggøre drømmen om, at en fortsat økonomisk vækst og en bæredygtig udvikling kan gå hånd i hånd.

Til dem, der taler med mest vægt, hører den danske erhvervsmand Jim Hagemann Snabe. Han er blandt meget andet bestyrelsesformand for Mærsk og Siemens og er kendt for at for at bede politikerne om at indføre en global CO2-afgift. Hellere i dag end i morgen!

Bæredygtighed gavner profitten


Dén slags udtalelser fra én af Europas kendte erhvervsledere har fået både medier og klimabevidste politikere til at lytte. Og argumentet lyder ganske overbevisende: Flere og flere bæredygtige teknologier bliver økonomisk fordelagtige for virksomhederne. Derfor vil de automatisk skifte over til disse teknologier – ganske enkelt fordi det kan betale sig. Og politikerne må for erhvervsmandens skyld meget gerne skubbe på udviklingen ved fx at indføre høje afgifter på CO2-udledning!

Jim Hagemann Snabe sætter trumf på ved at vende klimakrisens ”dommedagsligning” på hovedet. Ligningen ser sådan ud: I = P x A x T eller skrevet helt ud med ord: Impact (skadevirkning) = Population (befolkning) x Affluence (velstand) x Technology (teknologi). Ligningen blev formuleret i 1970’erne af biolog Paul R. Ehrlich og siger altså, at vores skadevirkning på planeten er produktet af antallet af mennesker, vores økonomiske velstand og vores teknologi. Flere mennesker, større forbrug og mere teknologi øger skadevirkningen.

Der er ikke tid nok


Denne ligning vender Jim Hagemann Snabe på hovedet ved at skifte et gange-tegn ud med en division. Hans ligning kommer derfor til at se sådan ud: I = P x A / T. Og teknologien er med et snuptag forvandlet fra fjende til ven.

Det er lige præcis denne slags argumenter, at den nye rapport skyder ned. Den betvivler ikke, at bæredygtig teknologi bliver billigere og billigere og dermed mere attraktiv for virksomheder – også selv om de kun fokuserer på bundlinjen. Men det går bare for langsomt.

Hvis vi skal vente på, at markedskræfterne og profitønsker skal løse vores klimaproblemer, når vi ikke i mål, før klimaet er løbet løbsk.

Syv grunde til at ’markedet’ ikke er løsningen


Den omtalte rapport er lavet af blandt andre The European Environmental Bureau og hedder på engelsk ”Decoupling Debunked”, hvilket vel bedst kan oversættes med ”afkobling jordet”. Rapporten ’jorder’ den økonomisk teori, som blandt andre Jim Hagemann Snabe er fortaler for. Teorien siger, at man sagtens kan skille CO2-udledning og økonomi ad, fordi bæredygtighed med tiden bliver mere og mere profitabel.

Rapporten peger på syv grunde til, at økonomisk vækst altid vil føre til øget CO2-udslip:

1. Stigende energiforbrug. Selv om fossilfri energi bliver billigere, vil en øget vækst kræve endnu mere energi. Det vil sige, at der fortsat bliver brug for fossil energi – selv om den er dyrere og mere vanskelig at få fat i .
2. Ripost-effekten. Hvis vi får billigere vedvarende energi, vil en stor del af besparelserne gå til yderligere øget forbrug. Groft sagt vil vi få råd til en ekstra flyvetur til Thailand, hvis vi sparer penge på brændstof, fordi vi har købt en el-bil.

3. Nye problemer. Teknologiske løsninger virker aldrig ”rent”. Fx koster det en masse CO2 at fremstille en el-bil, og der skal bruges en hel del lithium, kobber og kobolt. Den CO2-reduktion, der kommer fra teknologi-baserede tiltag, er langt mindre end den reduktion, der skyldes ændret adfærd. Det er fx langt bedre at sælge bilen og nøjes med en cykel end at købe en el-bil. En cykel skaber mindre økonomisk vækst hos virksomhederne end en el-bil, selv om cyklen skaber god økonomisk vækst i din private økonomi :).

4. Vækst i serviceøkonomien. Økonomisk vækst kan kun opretholdes med en tilsvarende vækst i serviceøkonomien. Den er langt fra CO2-neutral, men tæller aldrig med, når CO2-regnskabet skal gøres op.

5. Mindre genanvendelse. Virksomheder, der ønsker fortsat vækst, må også tænke på salget i morgen og om fem år. Incitamentet til at producere varer, som kan genanvendes, eller som holder meget længe, er ikke til stede.

6. Teknologiudvikling går for langsomt. Uanset eventuelle gode intentioner og selv om bæredygtig teknologi er billigere, så går det for langsomt at udfase gammel fossil teknologi med ny bæredygtig af slagsen. Det skyldes en række andre faktorer som afskrivninger, uddannelse af medarbejdere og konservatisme hos kunder og samarbejdspartnere.

7. Flytning af CO2-udledningen. De beregninger, der ligger til grund for ’afkoblings-teorien’, er ofte fejlagtige, fordi de ikke tager højde for det samlede CO2-udslip men kun det lokale. Den effekt, vi registrerer herhjemme, bliver ædt op af øget CO2-udledning de steder, hvor råstofferne bliver produceret, dvs. som oftest lande i den tredje verden...


Økonomisk nytænkning


I øjeblikket går det jævnt godt med økonomien i både Danmark og det meste af verden. Ifølge de gængse økonomiske teorier, skulle det give sig udslag i et større forbrug og dermed større vækst. Det sker bare ikke. I stedet sparer folk op eller afdrager gæld. Økonomisk er det en dårlig idé – især med en rente, der nærmer sig nul.

De fleste økonomer tror stadig på, at væksten er nøglen til et bedre liv, og at økonomisk vækst og investeringer i nye teknologier er nøglen til at løse klimakrisen.

Men de private forbrugere er klogere. Og nu er nogle økonomer begyndt at tænke nye tanker. Det gælder fx tidligere professor i økonomi på Københavns Universitet, Katarina Juselius. Hun mener, at økonomerne er langt bagefter ’folket’, når de klør sig i hovedet over, at vi ikke farer ud og bruger en masse penge, når det nu går så godt. Til Information siger hun:

»Faktum er, at majoriteten af danskere i dag er seriøst bekymrede for klimaet. Det er de færreste, som ikke ved, at vi skal mindske forbruget af hensyn til miljøet, og så er det måske ikke så mærkeligt, at man vælger at spare op. Vi har allerede en meget høj levestandard, og folk er begyndt at spørge, hvad de dog skal forbruge mere af. Skal vi nu igen anskaffe os et nyt køkken? Det er andre værdier, som gør én lykkelig, for eksempel visheden om, at ens børn og børnebørn har en verden at vokse op i.«

Tænk, hvis…


Her plejer artiklerne på Klimaklog.dk at give plads til gode råd om, hvad du selv kan gøre. På det økonomiske plan er det dog ganske oplagt: Lad være med at købe nyt! Genbrug! Og køb ellers kvalitet, som holder længe!

Da de gode personlige råd er så oplagte, vil jeg i stedet fra tid til anden lancere nogle ret vilde, men måske nødvendige tiltag under overskriften ”Tænk, hvis…”

Det er ikke videnskab, men tankeeksperimenter, som skal sætte tingene på spidsen og få os til at tænke over, hvor meget der skal til for at nå at vende udviklingen i tide. Noget kan givet ikke lade sig gøre, og derfor vil jeg meget gerne have tilbagemeldinger fra andre og klogere folk. Jeg håber fx på at kunne få nogle kommentarer fra ’rigtige’ økonomer, fx Katarina Juselius. Hvis det er tilfældet, kommer der nok endnu en artikel om økonomi
.

Tænk, hvis… vi startede med facit


Målet for verden er ganske klart. Menneskers CO2-udledning til produktion, transport mv. skal være 0 i 2050, hvis vi skal have en chance for at holde temperaturstigningen på under 2-3 grader. Det er det realistiske mål, hvis vi overholder Parisaftalen fra 2015. Slemt nok, men forhåbentlig til at leve med.

I 2018 blev der i hele verden udledt godt 37 milliarder tons CO2. Der skal ikke så meget hovedregning til at regne ud, at vi skal reducere udslippet med 1¼ milliarder tons hvert eneste år fra 2020 til 2050 for at nå nullet. Det betyder, at hver eneste af Jordens 7,6 milliarder mennesker hvert år skal udlede ca. 165 kg mindre CO2 end året før.

Det lyder overkommeligt. Men husk på, at folk i udviklingslandene slet ikke har mulighed mindske deres i forvejen meget lave CO2-udslip. Det hænger altså på os, der er rige nok til at have forårsaget misæren.

Udgangspunktet er… besværligt


For at kunne reducere vores CO2 bliver vi nødt til at kende udgangspunktet. Hvis vi går ud fra, at alle varer og alt energiforbrug i sidste ende ender i de private husholdninger, behøver vi ikke at beskæftige os med virksomhedernes interne transaktioner. Men vi bliver nødt til at KENDE ALLE MELLEMREGNINGERNE. Vi bliver nødt til at kortlægge CO2-udledningen for hver eneste dims, hver tallerkenfuld mad, hver Kilowatt-time, hver liter benzin etc.

Og vi skal kende CO2-udledningen for hvert trin i processen fra dyrkning/råvarer, produktion, transport, distribution til varen er i din husholdning. Selv om det lyder kompliceret, så er der rigtigt mange virksomheder, der kender det såkaldte ’Carbon Footprint’ for sine produkter. Det skal naturligvis ikke være en fabrikshemmelighed, men være åbent for alle. Det er et besværligt stykke arbejde, der skal gøres. Men det er ikke uoverkommeligt.

Tænk, hvis… CO2 var en gave


Hvad så, når vi kender CO2-aftrykket? Så kunne vi fx lave en mærkningsordning, så vi i det mindste kunne kende vores eget CO2-aftryk og spare lidt hist og pist. Vi kunne også indføre en CO2-afgift, der kunne mærkes. Men uanset hvordan en sådan bliver skruet sammen, så vender en afgift altid den tunge ende nedad. De rige betaler bare ved kasse 1 og fortsætter ellers med at flyve og forbruge som hidtil, mens de fattige iklæder sig gule veste og protesterer i gaderne…

Tænk, hvis… og nu kommer det urealistiske forslag, som vi måske alligevel bliver nødt til at gennemføre. Tænk hvis alle mennesker – høj som lav, ung som gammel, inder som dansker, spædbarn som olding – fik LOV TIL at bruge 4,7 tons CO2 i 2020. Hver gang et menneske forbruger noget, skal det ud over den normale betaling med penge nedskrive sin beholdning af CO2-kvoter med præcis den mængde, som udgør varens CO2-aftryk.
I år 2021 får hvert menneske kun 4,5 tons CO2-kvoter, for udslippet skal jo bringes ned, og vi bliver samtidigt lidt flere mennesker.

Tænk, hvis… CO2 var en vare


Nogle har sammenlignet en sådan ordning med krigens rationeringsmærker. Men hvorfor ikke se det som en gave? Tænk, at vi alle stadig har lov til at bruge 4,7 tons CO2 i 2020, selv om Jorden brænder!

Men hver dansker bruger jo i dag 17 tons CO2. Hvordan i alverden skal vi kunne klare os for 4,7 tons allerede i 2020? Det skal vi heller ikke. Denne artikel handler jo om økonomi, og nu slipper vi markedskræfterne løs:

Hvis loven om udbud og efterspørgsel gælder overalt – og det siger økonomerne jo, at den gør – så vil vi her i Vesten have en enorm efterspørgsel efter CO2-kvoter, mens afrikanerne vil have rigeligt. Der skaber grundlag for big business med lutter vindere. Prisen for CO2-kvoter vil stige. De fattige får penge; de rige får CO2, og incitamentet til at udvikle og markedsføre CO2-neutrale varer, CO2-neutral energi og teknologier, der kan strække CO2-kvotebeholdningen, vil vokse med raketfart.

Og det bedste af det hele: Vores CO2-udledning vil falde støt og roligt. For det er ikke muligt at sælge flere varer, end der er CO2-kvoter til. Sikke et Kinder-æg: Mere lighed mellem rig og fattig, mere fart på udviklingen af teknologier, der skal gøre os CO2-uafhængige og automatisk reduktion af CO2-udledningen på én gang…

Bliv mere klimaklog


Rapporten ”Decoupling Debunked” kan du finde HER. Du er meget velkommen til at korrekse mig, hvis der er noget, jeg har fået galt fat i. Skriv til mig på klimaklog-snabel-sciencejournalist.dk.