Klimarådet du aldrig får: Køb ikke nyt!
”Afgifter” er standardsvaret, når man spørger, hvordan vi skal komme det overforbrug, som er skyld i klima-misæren, til livs. Afgifter virker næsten ikke, og de rammer skævt og uretfærdigt. I denne artikel tager vi fat i den anden ende af salamien. I stedet for CO2-afgifter ved køb kigger vi på den CO2, der skal til for at producere og levere de varer, vi køber.
Af Gordon Vahle, SciencejournalistSenest opdateret 10. oktober 2019
Hvor klimavenlige er elbilerKig nøje på dette billede. Den røde og grønne linje er velkendte. Tallene bag kurverne stammer fra Baggrundsnotat fra Klimarådet: ”Hvor klimavenlige er elbiler sammenlignet med benzin- og dieselbiler?”. Notatet kom i 2018 og hamrede for altid en pæl igennem argumenter om, at benzin- og dieselbiler er lige så klimavenlige som elbiler.
Elbilen koster ganske vist dobbelt så meget CO2 at fremstille som en bil, der kører på sort brændstof. Henholdsvis 12 og 6 tons CO2 går der til at fremstille stål, motorer, batterier mv til de to biler. Til gengæld bruger elbilen kun 40 kg CO2 for at køre 1000 km. Dieselbilen på billedet – der faktisk hører til den reneste af slagsen – bruger 160 kg CO2 for at køre samme strækning, og det betyder, at elbilen drøner forbi dieselbilen allerede efter 50.000 km.
Nu handler dette indlæg ikke om transport, men om forbrug. Det er derfor, jeg nu vil komme med en tilståelse. Jeg har syndet! Jeg har købt en ny bil. En lille én, men dog en lille smule større, end den jeg havde før. Selv om jeg udmærket godt kender både den røde og den grønne kurve, var valget let. Jeg har ikke de ekstra 100.000 kr., der skal til, for at jeg kan køre grønt.
Undskyldningerne stod i kø: Der var ikke plads i den gamle mikrobil til barnebarn, klapvogn, søn og svigerdatter. Med snart 67 år på dåbsattesten er det nok en god idé med en ny bil, som kan holde længe, og som ikke skal repareres med korte mellemrum. Den gamle bil var seks år og skulle snart til syn… etc., etc.
Men klimamæssigt er det et dårligt valg! Og min dårlige klimasamvittighed er illustreret med den lille blå kurve, der kommer snigende i bunden af grafen. Den handler om at beholde den gamle bil eller købe en brugt. Den fem år gamle bil slipper måske 200 kg CO2 ud for hver 1000 km. Alligevel går der riiigtig lang tid og riiigtig mange km, før den overhaler den røde.
Den blå kurve er aldrig med i sammenligninger! Den er aldrig med i politikernes værktøjskasse. Der er ikke nogen, der snakker tilskud til at holde din gamle skrammelkasse kørende eller afgifter på elektronik, der ikke kan repareres, eller som har indbygget forældelse. Frivillige laver værksteder og åbner genbrugsbutikker. Men politikere og virksomheder er tavse bortset fra noget forblommet snak i ny og næ. Hvorfor…? Det vil jeg vende tilbage til senere.
Først et par ord mere om, hvorfor dét at købe nyt er så skidt for klimaet. Det vigtige med kurverne på billedet er ikke, hvor meget de hælder, men hvor de starter. Den brugte bil starter på 0. Dén CO2, som den i sin tid udledte ved at blive fremstillet, kan du ikke gøre noget ved. Den er lige så brugt som bilen.
Men hvis tilstrækkeligt mange undlader at købe NYE varer, må virksomhederne skære ned på produktionen – og dermed på CO2-udledningen! Dét er fidusen.
I Danmark kasserer vi enorme mængder elektronik, tøj, møbler og meget andet, som sagtens fortsat kan bruges. En pc skal stå tændt og være online uafbrudt i mindst otte år, før den har brugt lige så meget energi, som det koster at fremstille en ny. I fremstillingslandet er energien endda mere sort end det danske noget grønnere energimix. Tallet er tilsvarende eller større for køleskabe, frysere, mobiltelefoner og andet isenkram.
Hvis du skal spare CO2 ved at undlade flyve, skal du have en stor del af dine medpassagerer med på ideen. Faktisk så mange, at flyselskabet aflyser turen. Hvis I er ti, som vælger toget, så flyver flyveren bare med ti tomme sæder, og I har ikke gjort nogen forskel. Men hvis du – uanset rejseform – vælger IKKE at købe nyt tøj og nye kufferter til turen, så kan du spare en smule CO2 her og nu. Det kan godt være, at bademoden har ændret sig, og du vil føle dig fuldstændigt yt. Men så kan du pudse din klimaglorie og lune dig ved dens skin i stedet.
Det såkaldte CO2-aftryk eller Carbon Footprint, som det hedder på nydansk, udgør ifølge nogle af mine kilder 80 procent af den danske CO2-udledning. Jeg har ikke tjekket det, men tallet er i al fald kæmpestort. Det er alt dét, som ”vi ikke kan gøre noget ved”, fordi CO2’en i langt de fleste tilfælde udledes i andre lande. Det er dén del, der aldrig diskuteres på Christiansborg eller hos Dansk Industri. 80 procent eller deromkring af vores CO2-udledning overlader vi til genbrugsbutikker og ildsjæle at håndtere.
Og så kommer jeg tilbage til spørgsmålet. Hvorfor er der ingen beslutningstagere, der tager fat på dette?
Svaret er, at hvis vi skulle holde op med at producere nye dimser – bortset fra vindmøller, solceller mv. og, hvad der skal til for at erstatte de ting, der er slidt fuldstændig op og nødvendigvis må erstattes – så ville hele den liberalistiske markedsøkonomi bryde sammen. Det ville betyde en total kolbøtte for hele vores samfund, hvis vi skulle skære vores produktion af varer ned til – lad os bare sige det halve.
Den liberalistiske markedsøkonomi virker ikke uden vækst og et stadigt stigende forbrug. Men hvis vi skal holde temperaturstigningen under horrible tre grader, skal der ske en voldsom nedskalering af forbruget af dimser. Her på Klimaklog.dk er der flere indlæg, som påviser, at økonomisk vækst og løsning af klimakrisen ikke kan forenes. Teknologiske fix virker heller ikke.
I det seneste indlæg, ’Kan kapitalismen redde klimaet?’ forsøgte jeg mig med at tænke den liberalistiske markedsøkonomi helt ud i ekstremerne. Det duer nok heller ikke.
Hvad så? Siden 1989, hvor de sidste rester af Karl Marx' ideer blev begravet under betonbrokkerne fra den væltede Berlinmur, har menneskeheden kun haft én økonomisk teori at leve efter.
Markedsøkonomien har gjort os rigere, klogere og mere sunde. Men den har også skabt et kolossalt overforbrug af ressourcer og udsigten til et klima, der kan ende med at slå os ihjel.
Med risiko for en voldsom gang spanking vil jeg en gang, når jeg får læst på lektien, grave Marx frem fra et sted under den nyrenoverede Potsdamer Platz og høre, hvad han har at sige.
Og inden du tænker, at det nu for alvor rabler for den gamle røde idiot, så husk på, at det ikke var Marx, der oprettede Gulag fangelejrene og undertrykte et helt folk. Det var Stalin og alle de andre clowne derovre.
Jeg er i hvert fald overbevist om, at vi ikke kommer uskadte gennem denne krise uden en eller anden form for planøkonomi, der sætter rammer for, hvad og hvor meget vi må forbruge! Vi mennesker elsker at forbruge, og vi har svært ved at vænne os af med det, så længe markedsmekanismen er vores gud… Derfor må vi finde en anden gud at tilbede. Jeg tror det bliver godt… I hvert fald får vi bedre vejr...
Elbilen koster ganske vist dobbelt så meget CO2 at fremstille som en bil, der kører på sort brændstof. Henholdsvis 12 og 6 tons CO2 går der til at fremstille stål, motorer, batterier mv til de to biler. Til gengæld bruger elbilen kun 40 kg CO2 for at køre 1000 km. Dieselbilen på billedet – der faktisk hører til den reneste af slagsen – bruger 160 kg CO2 for at køre samme strækning, og det betyder, at elbilen drøner forbi dieselbilen allerede efter 50.000 km.
Klimaskriftemål: Jeg en synder
Nu handler dette indlæg ikke om transport, men om forbrug. Det er derfor, jeg nu vil komme med en tilståelse. Jeg har syndet! Jeg har købt en ny bil. En lille én, men dog en lille smule større, end den jeg havde før. Selv om jeg udmærket godt kender både den røde og den grønne kurve, var valget let. Jeg har ikke de ekstra 100.000 kr., der skal til, for at jeg kan køre grønt.
Undskyldningerne stod i kø: Der var ikke plads i den gamle mikrobil til barnebarn, klapvogn, søn og svigerdatter. Med snart 67 år på dåbsattesten er det nok en god idé med en ny bil, som kan holde længe, og som ikke skal repareres med korte mellemrum. Den gamle bil var seks år og skulle snart til syn… etc., etc.
Men klimamæssigt er det et dårligt valg! Og min dårlige klimasamvittighed er illustreret med den lille blå kurve, der kommer snigende i bunden af grafen. Den handler om at beholde den gamle bil eller købe en brugt. Den fem år gamle bil slipper måske 200 kg CO2 ud for hver 1000 km. Alligevel går der riiigtig lang tid og riiigtig mange km, før den overhaler den røde.
Afgift på indbygget forældelse
Den blå kurve er aldrig med i sammenligninger! Den er aldrig med i politikernes værktøjskasse. Der er ikke nogen, der snakker tilskud til at holde din gamle skrammelkasse kørende eller afgifter på elektronik, der ikke kan repareres, eller som har indbygget forældelse. Frivillige laver værksteder og åbner genbrugsbutikker. Men politikere og virksomheder er tavse bortset fra noget forblommet snak i ny og næ. Hvorfor…? Det vil jeg vende tilbage til senere.
Først et par ord mere om, hvorfor dét at købe nyt er så skidt for klimaet. Det vigtige med kurverne på billedet er ikke, hvor meget de hælder, men hvor de starter. Den brugte bil starter på 0. Dén CO2, som den i sin tid udledte ved at blive fremstillet, kan du ikke gøre noget ved. Den er lige så brugt som bilen.
Men hvis tilstrækkeligt mange undlader at købe NYE varer, må virksomhederne skære ned på produktionen – og dermed på CO2-udledningen! Dét er fidusen.
Ferien koster CO2 - ikke tomme sæder
I Danmark kasserer vi enorme mængder elektronik, tøj, møbler og meget andet, som sagtens fortsat kan bruges. En pc skal stå tændt og være online uafbrudt i mindst otte år, før den har brugt lige så meget energi, som det koster at fremstille en ny. I fremstillingslandet er energien endda mere sort end det danske noget grønnere energimix. Tallet er tilsvarende eller større for køleskabe, frysere, mobiltelefoner og andet isenkram.
Hvis du skal spare CO2 ved at undlade flyve, skal du have en stor del af dine medpassagerer med på ideen. Faktisk så mange, at flyselskabet aflyser turen. Hvis I er ti, som vælger toget, så flyver flyveren bare med ti tomme sæder, og I har ikke gjort nogen forskel. Men hvis du – uanset rejseform – vælger IKKE at købe nyt tøj og nye kufferter til turen, så kan du spare en smule CO2 her og nu. Det kan godt være, at bademoden har ændret sig, og du vil føle dig fuldstændigt yt. Men så kan du pudse din klimaglorie og lune dig ved dens skin i stedet.
80 procent mangler
Det såkaldte CO2-aftryk eller Carbon Footprint, som det hedder på nydansk, udgør ifølge nogle af mine kilder 80 procent af den danske CO2-udledning. Jeg har ikke tjekket det, men tallet er i al fald kæmpestort. Det er alt dét, som ”vi ikke kan gøre noget ved”, fordi CO2’en i langt de fleste tilfælde udledes i andre lande. Det er dén del, der aldrig diskuteres på Christiansborg eller hos Dansk Industri. 80 procent eller deromkring af vores CO2-udledning overlader vi til genbrugsbutikker og ildsjæle at håndtere.
Og så kommer jeg tilbage til spørgsmålet. Hvorfor er der ingen beslutningstagere, der tager fat på dette?
Svaret er, at hvis vi skulle holde op med at producere nye dimser – bortset fra vindmøller, solceller mv. og, hvad der skal til for at erstatte de ting, der er slidt fuldstændig op og nødvendigvis må erstattes – så ville hele den liberalistiske markedsøkonomi bryde sammen. Det ville betyde en total kolbøtte for hele vores samfund, hvis vi skulle skære vores produktion af varer ned til – lad os bare sige det halve.
Måske skal vi grave Marx frem
Den liberalistiske markedsøkonomi virker ikke uden vækst og et stadigt stigende forbrug. Men hvis vi skal holde temperaturstigningen under horrible tre grader, skal der ske en voldsom nedskalering af forbruget af dimser. Her på Klimaklog.dk er der flere indlæg, som påviser, at økonomisk vækst og løsning af klimakrisen ikke kan forenes. Teknologiske fix virker heller ikke.
I det seneste indlæg, ’Kan kapitalismen redde klimaet?’ forsøgte jeg mig med at tænke den liberalistiske markedsøkonomi helt ud i ekstremerne. Det duer nok heller ikke.
Hvad så? Siden 1989, hvor de sidste rester af Karl Marx' ideer blev begravet under betonbrokkerne fra den væltede Berlinmur, har menneskeheden kun haft én økonomisk teori at leve efter.
Markedsøkonomien har gjort os rigere, klogere og mere sunde. Men den har også skabt et kolossalt overforbrug af ressourcer og udsigten til et klima, der kan ende med at slå os ihjel.
Med risiko for en voldsom gang spanking vil jeg en gang, når jeg får læst på lektien, grave Marx frem fra et sted under den nyrenoverede Potsdamer Platz og høre, hvad han har at sige.
Og inden du tænker, at det nu for alvor rabler for den gamle røde idiot, så husk på, at det ikke var Marx, der oprettede Gulag fangelejrene og undertrykte et helt folk. Det var Stalin og alle de andre clowne derovre.
Jeg er i hvert fald overbevist om, at vi ikke kommer uskadte gennem denne krise uden en eller anden form for planøkonomi, der sætter rammer for, hvad og hvor meget vi må forbruge! Vi mennesker elsker at forbruge, og vi har svært ved at vænne os af med det, så længe markedsmekanismen er vores gud… Derfor må vi finde en anden gud at tilbede. Jeg tror det bliver godt… I hvert fald får vi bedre vejr...
Hvad kan du gøre?
Hvis du er kommet så langt i dette indlæg, har du nok også allerede fattet det indlysende råd til, hvad du selv kan gøre. ”Køb ikke nyt, men behold dit gamle ragelse eller find noget nede i genbrugsbutikken.”
Denne gang vil jeg dog gerne supplere med et helt konkret råd. Dette blogindlæg er skrevet på en mindst syv år gammel pc. Den er grim og skamferet, men indmaden er helt ny. Alle programmer – eller apps, som de hedder for alle under 50 – er fuldt opdaterede i sidste version. Alt er testet og gennemprøvet, og den fungerer perfekt. Den er købt for en slik hos Refurb.dk, der har specialiseret sig i at opkøbe gammelt it, renovere det totalt og sælge det tilbage til os forbrugere. Det foregår helt på markedsmæssige vilkår.
… dér fik jeg vist pudset en lille flig af min skamferede klimaglorie…