For at kunne nå Parisaftalens mål om højest 1½ grads opvarmning i 2100, skal verden hvert år kappe 15% af sin CO2-udledning og fortsætte i ’40-erne med negativ CO2-udledning – altså opsuge og gemme mere CO2, end vi udleder.
Det er de barske kendsgerninger af en graf, som klimaforskerne ved det norske klimaforskningscenter CICERO og det internationale Global Carbon Project netop har udsendt. ”En graf som enkelt og nådesløst beskriver den knibe, vi befinder os i,” som Information skrev, da avisen omtalte den i slipstrømmen af COP25’s kollaps.
Grafen, der er afbilledet herover, ser da også drabelig ud med den grønne kurve i næsten lodret fald. Der er dog 20 år at løbe på. Men det er faktisk utroligt lidt. Verden skal reducere CO2-udslippet med 15 procent hvert eneste år fra og med i år og 20 år frem, hvis det skal nås. Og i betragtning af, at CO2-udslippet er steget hvert år de sidste 90 år – undtagen i de få år, hvor der har været finansielle kriser – så er 15 procent reduktion en enorm mundfuld. Og det gælder også, selv om CO2-udslippet faktisk kun steg med 0,6 procent i 2019.
2020 bliver et skæbneår
Der er heller ikke nogen, der tror på, at det kan lade sig gøre.
»Der findes ikke noget realiserbart scenarie fra IPCC, der kan holde os på 1,5 graders opvarmning, hvis ikke vi knækker kurven over globale udledninger i 2020,« sagde klimaforsker Johan Rockström, der er direktør for Potsdam Institute for Climate Impact Research, til verdens ledere på COP25 i Madrid.
Som bekendt var der ikke nogen af de store CO2-udlederlande, der lyttede. Tværtimod gjorde de alt, hvad de kunne for at obstruere mødet.
Hvis vi skal nå Parisaftalen ’blødere’ mål – ”2 grader, men så tæt på 1½ grad som muligt” – kan vi måske nøjes med at reducere CO2-udslkippet med fra 6 til 14 procent hvert år og nå nullet i 2050. Men det helt afgørende er faktisk 2020 – altså i år. Vi skal starte nu. Jo længere vi venter, jo større skal de årlige CO2-reduktioner være! Og hvis vi venter til 2025 med at komme i gang, skal vi faktisk slukke for al CO2-udledning på én gang for at kunne begrænse temperaturstigningen til 1½ grad.
Umuligt, hvis vi venter
Det er naturligvis fuldstændigt umuligt at slukke for CO2-udledningen, som man slukker for en elektrisk kontakt. Og det er næsten lige så umuligt at reducere CO2-udslippet med 15 procent om året. Hvis den danske klimalov bliver fulgt, får vi reduceret CO2-en, så vi når en temperaturstigning på 2 grader i 2100. Det opnår vi kun, hvis alle andre lande følger trop.
Det gør de nok ikke…
Og det er én af grundene til, at rige lande som Danmark ifølge fx paraplyorganisationen 350 Klimabevægelsen i Danmark må gå endnu mere drastisk til værk. Organisationen peger på, at CO2-udeningen skal reduceres med 55% i 2025, 70% i 2030, 85% i 2035 og 100% i 2040, hvorefter Danmark skal være et CO2-negativt land. Alle procentsatser er set i forhold til CO2-udslippet i 1990.
To scenarier – valget er dit…
Der er altså i princippet to muligheder.
Vi kan følge rådet fra klimaforskere og klimabevægelser og træde så hårdt på CO2-bremsen, at vi – i hele verden – hvert år fra og med i år udleder 15 procent mindre CO2 end året før. Det vil kræve en fuldstændig omkalfatring af hele vores samfund, ændringer af vores levevis og en ny samfundsorden, hvor velstand ikke måles i kroner og øre og materielle goder, men måske i velbefindende? Belønningen bliver derudover en verden, hvor der ganske vist stadig vil være voldsomme naturkatastrofer og en lille biodiversitet, men som dog stadig er til at redde, og som vil kunne restituere sig helt efter en relativt kort årrække.
Vi kan også følge Danmarks og forhåbentlig snart også mange flere landes vej og træde lidt mere forsigtigt på bremsen, så CO2-udledningen går ned med fra seks til en halv snes procent om året og først går i nul i 2050. Det vil muligvis kunne gøres uden at ændre vores nuværende samfundsorden helt – dog vil det kræve større lighed og mindre grådighed. Prisen er desuden, at naturkatastroferne for altid vil blive langt heftigere, og at der nok vil være sket uoprettelige skader, fordi vi har passeret ét eller flere tipping points.
Der er nemlig himmelvid forskel på 1½ og 2 graders temperaturstigning, hvilket blandt andet blev understreget af følgende udsagn fra Johan Rockström på COP25:
»Gennem de seneste tre millioner år har temperaturen aldrig oversteget to grader sammenlignet med den gennemsnitlige førindustrielle temperatur. Tre millioner år og aldrig over to!«
… og ét scenarie, du ikke skal vælge
De to ovenstående scenarier har dét til fælles, at reduktionen af CO2-udledningen skal gå i gang NU – ikke om lidt, men NU i 2020!
Hvis vi venter, kan vi hverken holde os inden for 1½ eller 2 grader, og så ser det sort ud - i bogstavelig forstand. Hvad enten de sorte skyer skyldes røg fra brændende skove eller uvejr, som får orkanen Katrina til at ligne en sød skolepige, så vil klimaforværringerne blive uudholdelige og konsekvenserne uoverskuelige.
Umiddelbart ser det ud til, at det tredje scenarie, der er meget tæt på, hvad klimaforskere længe har kaldt ‘worst scenario’, er mest realistisk. Når Trump, Bolsonaro og Scott Morrison fra store klimasyndere som USA, Brasilien og Australien så åbenlyst svigter videnskaben, kommende generationer og hele verdenssamfundet og ligefrem saboterer COP25-mødet, så kan det være svært at bevare optimismen. Men måske er det lige netop dét, der skal til?
Forvirrede økonomer
Grunden til det store politiske svigt – ikke bare fra de tre nævnte herrer, men fra politikere i alle lande – er, at hensynet til økonomisk vækst, konkurrenceevne, arbejdspladser og velfærd vejer tungere end klimaforværringer ude i fremtiden.
Men hvad sker der så, når den glorificerede vækst udebliver? Og det gør den faktisk. Økonomien har det fint, men væksten og forbruget stagnerer. Både den Internationale Valutafond, IMF og OECD har nedgraderet væksten i 2019 til det laveste niveau siden finanskrisen. Det forvirrer økonomerne, for når renten er lav og virksomheder og private har mange penge, burde forbruget stige og opsparingen falde. Det står på side 3 i alle økonomiske lærebøger.
Ifølge nogle økonomer er folk tilbageholdende med at bruge sine penge, netop fordi de er bekymrede for klimaet. Mange ved godt, at vi skal mindske forbruget af hensyn til miljø og klima. Og desuden har mennesker i vores del af verden allerede så mange ting, at de faktisk ikke ved, hvad de skal bruge pengene på. Som professor emerita i økonomi på Københavns Universitet, Katarina Juselius udtrykte det her på Klimaklog.dk i en tidligere artikel:
»Skal vi nu igen anskaffe os et nyt køkken? Det er andre værdier, som gør én lykkelig, for eksempel visheden om, at ens børn og børnebørn har en verden at vokse op i.«
Kommer vendepunktet fra kapitalen selv…
Det går altså lidt trægt for erhvervslivet at få afsat dets produkter, og da virksomhederne går derhen, hvor pengene er, kan udviklingen endda komme til at gå hurtigere, end vi kunne håbe på før COP25. Alle virksomheder med respekt for sig selv – eller måske respekt for kundernes holdninger – har i dag en bæredygtighedsstrategi og målsætninger om en drastisk reduktion af CO2-udledningen – hvis de da ikke ligefrem har planer om massive investeringer i vedvarende energi og bæredygtige løsninger.
Det var ikke kun NGO’er og klimaforskere, der mødtes uden for forhandlingslokalerne i Madrid. Det var også en række fremtrædende repræsentanter for erhvervsliv og brancheorganisationer. Og mange besvarer politikernes nølen med at banke knytnæven i håndfladen og sige: Så gør vi det selv!
Byer og store virksomheder går i dag ofte forrest i klimakampen, og så må Trump og hans ligesindede komme med eller blive efterladt på perronen.
Selv på kapitalens højborge sker der noget. Chefen for Bank of England, Mark Carney kalder klimaændringerne »en tragedie i horisonten« og har nu kvittet sit job for at tiltræde som FN’s specialudsending for klimahandling og økonomi.
… eller fra de australske flammer?
Måske kan vi nå at flytte selv de mest bagstræberiske politikere inden COP26, der finder sted i Glasgow til december? En dansk professor, Ole Wæver, der arbejder med klimaforandringer og sikkerhedspolitiske kriser i Sidney, vurderer, at de tragiske australske brande kan ende som et globalt vendepunkt i klimapolitikken.
»Det er en skrigende kontrast, at vi samtidigt med, at landet står i flammer, oplever, at Australiens politik på klimaområdet er så reaktionær, og at man ovenikøbet modarbejder en aftale i Madrid. De ting kan simpelthen bare ikke foregå samtidigt i store dele af befolkningens bevidsthed,« siger han.
Og måske har Scott Morrison lyttet. Ole Wæver aner en forsigtig ændring i premierministerens retorik.
»Politikere siger aldrig ’ups, vi tog fejl’, men hvis man virkelig nærlæser hans retorik, så mener jeg, at han er i gang med at åbne for en bevægelse. Han er siger nu, at ’vi aldrig har benægtet, at der er en sammenhæng’. Han er ved at skabe et lille rum til at kunne sige, at Australien har en klimapolitik, og flytter sig langsomt sidelæns et lille skridt ad gangen uden at indrømme, at han har taget fejl,« siger Ole Wæver til Information.
»Hvis vi skal have en chance for at nå i mål, så skal der ske nogle meget dramatiske hændelser, så både politikere og borgere begynder at betragte klimaforandringerne som et sikkerhedspolitisk problem, der kan retfærdiggøre de ekstreme virkemidler, der er nødvendige. Efter Tjernobyl revurderede adskillige lande deres atomkraftpolitik, og de investerede massivt i sikkerheden på atomkraftværkerne. Australiens brande er måske klimakampens Tjernobyl?« mener professoren.
Bliv klog på COP25 – så du er klar til COP26
Dette blogindlæg er et sammenkog af tre-fire artikler fra Information og Zetland – først og fremmest DENNE fra den 17. december 2019. Artiklen analyserer, hvad der gik galt under COP25, og hvad vi skal gøre for, at det samme ikke sker i Glasgow under COP26 – for så er det for alvor for sent. Du finder også links til dokumenter og rapporter fra COP25, men det kræver abonnement at læse artiklen og få baggrundsmaterialet.
Den grafiske fremstilling fra CICERO og Global Carbon Project, der er vist foroven, er bearbejdet til en interaktiv infografik af Rasmus Raun Westh fra Information. Han har velvilligt stillet den til rådighed til Klimaklogs læsere. Klik HER og find blandt andet ud af, at vi kunne have nøjedes med en årlig CO2-reduktion på 3 procent, hvis vi var kommet i gang i 2000.
Ved at føre cursoren hen over de enkelte kurver får du en forklaring på deres betydning. Hovedbudskabet er ikke til at tage fejl af: Nu haster det, og vi skal skære drastisk ned på CO2-udledningen – i dag, i morgen og alle dage fremover i mindst 30 år.
Tak til Information for hjælp og velvilje. Hvis du vil holde dig orienteret om klimaet, kan du få et overblik på information.dk/klima. Hvis du er abonnent, kan du bestille Informations klimanyhedsbrev og hver uge blive opdateret med klimanyheder.
Hvad kan du gøre?
Hvor svært kan det være at kappe 15 procent af CO2-udledningen, tænker du måske? Det kan måske lade sig gøre reducere din egen CO2-udledning til 85 procent det første år, hvis du virkelig gør en kæmpe indsats. Men selv om det faktiske antal tons CO2, du skal fjerne, bliver mindre år for år*), bliver det sværere og sværere. Du når nemlig meget hurtigt ned på et niveau, hvor du ikke kan fjerne mere CO2 selv, men må have hjælp af det internationale samfund, regering, folketing, producenter, landmænd, detailhandel og alle andre, hvis gøren og laden får indflydelse på dit og dine efterkommeres liv.
Klimabevægelsens vigtigste indsats bliver at holde alle op på den kæmpe opgave, vi står over for. Vi har haft en klimabevægelse, og nu ser vi vores Tjernobyl i Australien, som kan åbne vores øjne for, at vores sikkerhed er truet. Lad os nu få en folkebevægelse!
…
*) Lidt om procenter. Det er måske noget tid, siden du havde procentregning i skolen. Men det fyger med procenttal, når talen falder på klimaet. Når man fjerner noget med en vis procentdel hvert år, bliver den del, der fjernes, mindre og mindre. Hvis du det første år fjerner 15%, har du 85% tilbage. Næste år fjerner du 15% af 85%. Det er kun 12,75% af den oprindelige mængde. Men selv om du således skal fjerne mindre og mindre CO2 hvert år, og du aldrig når ned på 0, bliver det sværere og sværere.
Den første tid kan du nemlig nøjes med de såkaldte lavthængende frugter, der er nemme at få fat i. Hvis vi i 2040 skal optage mere CO2, end vi udleder, skal procentsatsen på dette tidspunkt sættes op til over 100. Klimaklog.dk vil i et kommende indlæg forsøge at komme med et bud på, hvordan vi kan klare denne kæmpe opgave i praksis. Input og forslag er velkomne på klimaklog@sciencejournalist.dk.