R.I.P. Klimaklog eller et nyt grønt manifest?

Dette blogindlæg på Klimaklog.dk kunne være blevet mit sidste. Men en artikel i Zetland fik mig til at ændre beslutningen. Dette indlæg er lige så meget en opsang til mig selv, som det handler om klima. Det handler om ro og om nødvendige handlinger. Og mine handlinger udføres bedst via min pc…

Af Gordon Vahle, Klimaklog.dk

Stoisk ro giver grønt håb. (Foto: Leena Robinson, Shutterstock)Stoisk ro giver grønt håb. (Foto: Leena Robinson, Shutterstock)
Det hele begyndte med en erkendelse af, hvor kompliceret klimaspørgsmålet er. Det er sindssygt svært at vide, hvad der er det rigtige at gøre. Tanken bag Klimaklog.dk var at hjælpe læserne med at træffe de – videnskabeligt set – bedste valg til at mindske CO2-udslippet.
Min baggrund var – og er – hundredvis af artikler om klima, som jeg har samlet gennem et par år, samt en vis naturvidenskabelig forståelse oparbejdet gennem et par halve uddannelser inden for science. Som jeg formulerede det i den første tekst, jeg skrev på Klimaklog.dk:
”Med artikler, interviews og foredrag vil jeg sætte spot på klima, miljø og ikke mindst på, hvad der skal til for at få jorden i balance igen. Klimaklog.dk vil hjælpe videnskaben med at fortælle, hvad der er op og ned i klimadebatten.”

Det handler om grådighed


Og hvordan gik det så?
I begyndelsen fulgte jeg mit eget koncept og skrev lange artikler, der firkantet sagt handlede om, hvilke karklude der var bedst for miljøet – engangsklude af mikroplast eller hjemmestrikkede karklude af bomuld. Formålet var at vise, at intuition og fornemmelse ikke altid er det bedste for klimaet, men at videnskaben tit har andre svar.
Men efter at have pløjet mig igennem tre-firehundrede artikler er jeg blevet overbevist om at klimakrisen slet ikke handler om klimavidenskab, CO2-strømme eller andre naturvidenskabelige forhold. Klimakrisen handler om penge!
Den handler om forbrug. Den handler om grådighed. Den handler om ulighed i et omfang, som er fuldstændigt ubegribeligt. Den handler om økonomisk vækst, der betyder, at vi nødvendigvis må fordoble vores forbrug hvert 24. år. Den handler kort sagt om… kapitalisme!

Hvordan vil vi leve sammen?


Indlæggene på Klimaklog.dk bærer præg af denne gradvise erkendelse af, at klimakrisen slet ikke kan løses via naturvidenskabelige fakta. Halvdelen af de 14 blogindlæg – inklusiv dette – der er lagt på Klimaklog.dk. handler ikke om klima- eller naturvidenskab. De handler om vækst, økonomi, politik, og hvordan vi indretter vores samfund. Økonomiprofessorer, filosoffer og politiske tænkere har fået mere og mere plads, og fysikere, teknikere, klimatologer og biologer, som er den slags kilder, jeg normalt bruger og er tryg ved, er gledet i baggrunden.
Erkendelsen af, at dét, vi har behov for viden om, ikke er, hvordan CO2 indvirker på atmosfæren, hvordan tipping points opstår, eller hvor hurtigt indlandsisen smelter, blev stærkere for hver artikel om klima, jeg læste. Dét, vi har behov for viden om, er, hvordan vi bedst lever sammen som mennesker på Kloden. Hver gang, jeg læste en ny analyse fra FN’s Klimapanel eller en ny dybdegående artikel fra Zetland, Ingeniøren eller Information blev jeg mere og mere klar over, at vi ikke kan løse klimakrisen i et kapitalistisk system, der kun kan fungere med evig vækst.

Vi har ikke flere ’ismer’


Det bar indlæggene på Klimaklog.dk også præg af. Men jeg følte mere og mere, at jeg blev malet op i et hjørne, hvor jeg blev tvunget til at skrive om noget, jeg dybest set ikke havde forstand på… Og vi ’68-ere har jo været her før – selv om ’68 for de fleste danskere først fandt sted i midten af halvfjerdserne. Også dén gang var kapitalismen hovedfjenden. Vi havde andre ’ismer’, vi troede på. Men udviklingen i Østblokken, Kina, Sydamerika og Sydøstasien viste, at vi tog fejl. Her opstod det ene undertrykkende diktatur efter det andet i de ly af de ’ismer’, vi engang havde troet på. Ismerne har fået nye navne, men de er der stadig, og disse styreformer er lige så uegnede til at redde Kloden, som vores kapitalisme…
Som en anden Don Quixote følte jeg vindmøllernes overmagt. Når hele vores leveform, vores identitet og det system, som faktisk har givet os et liv, vores forfædre end ikke turde drømme om, skulle bekæmpes, og jeg ikke havde fantasi til at finde noget at sætte i stedet, hvad kunne det så nytte at nytte at skrive blogindlæg om, hvor meget eller lidt CO2 man kan spare ved at skifte til en el-bil? Jeg overvejede seriøst at kaste mig over min pensionisttilværelse på fuld tid. Farvel Klimaklog. R.I.P… Rest In Peace…

Nok er faktisk nok


Så var det, at jeg kom til at klikke på en artikel fra Zetland – noget om stoicisme. Alene dét ord ville normalt få mig til at flygte skrigende bort. Næh, gi’ mig noget ’rigtig’ videnskab, så er jeg klar… Men lidt nede artiklen var der en anekdote, som fik mit lille klimaklog-projekt til at give mening igen. Jeg tillader mig at citere:
To verdensberømte forfattere, Kurt Vonnegut og Joseph Heller, var engang til en fin middag i New York. Her, i en milliardærs palads-lignende hjem, begyndte Vonnegut at drille sin kollega.
“Hvordan føles det, at vores vært bare i går nok har tjent flere penge, end du nogensinde har tjent på din roman?”
“Jeg har noget, han ikke har,” svarede Heller.
“Hvad i alverden kan det være?” spurgte Vonnegut.
“Viden om, at jeg har NOK.”


Trivslen topper ved 75.000 dollars


”Nok” er nøgleordet og et centralt ord i stoicismen. Du kan ikke styre, hvor mange penge du får – men du kan styre, hvad du tænker om det, lyder et af stoikernes bud. Det betyder fx at du selv kan definere, hvornår du har nok. Når du har ’nok’ penge og materielle goder, behøver du ikke mere. Så kan slappe af, få ro på – stoisk ro…
Der er endda videnskabsfolk, der prøver at sætte tal, hvornår nok er nok. Psykolog og nobelprisvinder i økonomi Daniel Kahneman peger på, at vores trivsel topper ved en årsløn, der i købekraft svarer til omkring 75.000 dollars – eller godt en halv million kr. Efter det beløb gør flere penge hverken fra eller til.

Vækst fører til sammenbrud


Tanken om, at man ikke behøver mere end en halv million kr. om året for at få maksimal trivsel er fuldstændig fremmed for et kapitalistisk tænkende menneske. Her er det væksten, der driver værket. Du skal stræbe efter at akkumulere rigdom, og hvis ikke samfundets samlede værdier stiger med tre procent om året, går alt i stå, lyder det. Tre procent om året er en fordobling hvert 24. år – og omtrent en 20-dobling på et århundrede! Det er der ikke noget system, der kan holde til i længden. Jordens grænser for vækst er for længst nået, og vi har ikke hverken to, tre eller tyve jordkloder at gøre godt med.
Uanset om vi løser CO2-krisen eller ej, så vil et system med indbygget vækst bryde sammen på et eller andet tidspunkt. Selv hvis væksten bare er én procent om året, vil du næsten tredoble dit forbrug i løbet af et århundrede. I princippet støder du hovedet mod ressource- eller energiloftet alligevel; det tager bare lidt længere tid, hvis væksten ’kun’ er én procent om året i stedet for de anbefalede tre procent.

Tænk hvis…


Tænk hvis verdens rige mennesker fik stoisk visdom og blev klar over, at de ikke behøvede mere end ca. en halv million kroner om året for at kunne anskaffe sig alt det, de har brug for. Resten af de penge, de tjener, skulle de bruge på at blive lykkelige! Og hvad kan gøre et menneske mere lykkeligt end at være med til at redde verden…?
Så opgaven består ’blot’ i at fortælle verdens rigeste mennesker, at de skal bruge dét, de har for meget af, på tiltag, der gavner klimaet og bæredygtigheden. Et gigantisk Kinder-æg: En drastisk nedsættelse af verdens overforbrug, kolossale investeringer i bæredygtige løsninger… og et meningsfuldt liv til dem, der tjener rigtigt mange penge.

Der kommer en ’isme’ uanset


Men vil de rige ikke holde op med at arbejde, hvis de bliver tilfredse med meget mindre, end de får nu? Ikke hvis de tænker stoisk, for ifølge stoicismen handler livet om, hvad du gør, og ikke om hvad du har. Kun handlinger tæller. Og jo flere penge du tjener, jo flere gode handlinger, der kan redde verden, kan du sætte i værk… Og jo lykkeligere bliver du!
Måske bliver det ikke helt let at overbevise os selv(!) og de andre rige om at ’less is more’. Men vi må gøre forsøget, for alternativet er, at der kommer en eller anden ’isme’ og gør arbejdet for os. Hvis ikke vi selv kan finde ud af frivilligt at skrue ned for forbruget, så vil nogle af de bevægelser, der nu spirer frem, radikaliseres og komme og gøre arbejdet med at redde verden for os.
Og vi her i det rige Vesten er dømt til at tabe krigen mellem os, der har alt for meget, og dem, der har alt for lidt. For de er nemlig de ’gode’, der altid vinder til sidst. Men tro mig – det bliver blodigt først. Og mon ikke de fleste foretrækker stoisk ro frem for en revolution, hvor det er dig, der har hovedet i guillotinen…?


Kapitalismens nye ansigt


Der er dog allerede nu bevægelser inden for kapitalisternes rækker, der tyder på en vis omstillingsparathed. Selv en ærkekapitalist som den prisbelønnede amerikanske økonom og tidligere Goldman Sachs-partner Robert Litterman anbefaler, at vi alle træder så hårdt på CO2-bremsen som overhovedet muligt – af hensyn til økonomien.
Han sammenligner vores – og her tænker han faktisk først og fremmest på erhvervslivets – situation med en biltur med 100 km/t i tæt tåge.
»Forestil dig nu, at du ved, at der muligvis er en virkelig stejl og dyb skrænt et sted forude. Du ved ikke, hvor dyb afgrunden er, eller om den er ti kilometer, én kilometer eller blot 100 meter væk. Hvad gør du?« spørger Robert Litterman.
»Fortsætter du ufortrødent? Løfter du langsomt foden fra speederen og håber på det bedste? Flytter du foden til bremsen og træder ganske blidt på den? Eller stamper du straks bremsen helt ned i gulvet?«
Robert Litterman synes, at svaret giver sig selv. Men det er faktisk ikke mere end to år siden, at Nobelprisen i økonomi blev givet til økonom og professor ved Yale University, William Nordhaus. Han har opfundet en økonomisk model til prissætning af CO2-udledninger, som antager, at der slet ikke er nogen skrænt, kun en skråning, og at bilens bremser i øvrigt vil blive bedre med tiden. Det er stadig den tankegang, som dominerer blandt økonomer.
Det kan godt være, at kapitalismens nye ansigt kommer og redder os, men der er godt nok et stykke vej endnu…

En retning mod mindre forbrug


Stoicisme handler om meget andet end, at ’nok er nok’ og, at ’det er dine handlinger, der tæller’. Men det er dette hjørne af den 2000 år gamle filosofi, som er formuleret af blandt andre den romerske kejser og filosof Marcus Aurelius, der har fået mig til at begrave tanken om at begrave Klimaklog.dk.
Først og fremmest har tanken om, at ’nok er nok’ fået mig til at indse, at forbruget er den allervigtigste faktor for at få klimaet på rette spor. Forbruget af CO2-udledende produkter SKAL ned. Alt andet er kun småjusteringer, hvor vi kun letter foden fra speederen.
Et eksempel på, at selv en storstilet og ’rigtig’ indsats kun får marginal betydning, er de norske el-biler. I klimabevægelsen kigger vi ofte misundeligt på Norge, når vi snakker el-biler. Men faktum er, at den norske persontransport-sektor udleder omtrent lige så meget CO2 pr. personkilometer som den danske. Det skyldes dels, at el-biler jo langt fra er CO2-neutrale, men at især produktionen og batterierne er store CO2-syndere.
Men hvad værre er, så er der i Norge så store subsidier og fordele med el-bildrift, at el-bilerne omtrent har udkonkurreret busser og tog. El-bilerne er ofte familiens bil nr. to eller tre – ligesom de små og billige minibiler herhjemme – og når forbruget af biler af alle slags stiger, så nytter det ikke meget, at en stor del af dem kører på el. Det samlede forbrug er skurken. Og så længe det samlede forbrug stiger, vil CO2-udledningen følge med!!

Vi må handle


Uanset, om vi tror på, at vi kan omvende alle os overforbrugere eller ej, så kan jeg kun være enig i, at det er vores pligt at forsøge. Derfor har jeg bestemt mig for at fortsætte kampen mod vejrmøllerne. Klimaklog.dk er genopstået. Hvis vi alle handler og fortæller de mennesker, vi kommer i kontakt med, at ingen bliver lykkeligere af at forbruge mere, så kan vi måske alligevel nå at få trådt hårdt nok på bremsen i tide…
Derfor fortsætter jeg ufortrødent med Klimaklog.dk. Denne revolution bliver nødt til at komme oppefra – fra politikere, fra verdens ledere og fra os, der er alt for rige… Det kræver oplysning og indsigt! Revolutionen kommer, men hvis den kommer nedefra, mister vi hovedet. Og selv om det er fortjent, så er det også lidt trist…
Hvis du er Zetland-abonnent og ønsker at blive klogere på stoicismen, kan du læse mere HER.