Lad dig ikke forblænde af klima-tallet

Regeringen har ambitioner om at reducere Danmarks CO2-udslip med 70 procent inden 2030… Eller? Nej, regeringens ambitioner er faktisk kun at reducere CO2-udslippet med 58 procent inden 2030.

Af Gordon Vahle

70% CO2-reduktion. Men 70% af hvad? (grafik Klimaklog.dk)70% CO2-reduktion. Men 70% af hvad? (grafik Klimaklog.dk)
Hvis du hører til dem, der tror, at Danmark tager et syvmileskridt ved at nedbringe CO2-udledning med 70 procent allerede om ti år, så vi lidt mere i ro og mag kan klare de sidste 30 procent de næste 20 år og nå nullet i 2050, så er du langt fra alene.
Det skyldes ganske enkelt, at hverken medier eller politikere er særligt tydelige med at forklare dét, der står med småt, nemlig ”i forhold til udledningen i 1990”. Det bliver ganske vist altid sagt eller placeret i en bisætning et eller andet sted. Men det er stadig tallet 70 procent, der bliver hængende i bevidstheden bagefter. Det er nøjagtig som, når der på et udsalgsskilt står ”SPAR op til 70 procent”. Der behøver i princippet kun at være én eneste vare i hele butikken, som er sat så meget ned. Skiltet lokker alligevel kunderne ind.

Belejligt for regeringer


De 70 procent er et ganske belejlig tal for siddende regeringer, der alle gerne vil være verdens klimaduks. Lad os sige, at Mette Frederiksen & Co i 2030 opnår at reducere CO2-udslippet med 60 procent (i forhold til 1990). Så vil hun kigge tilbage og sige, at Danmark trods alt nåede et godt stykke af vejen på de ti år. Og i en senere valgkamp vil den slags argumenter givet blive fremført igen og igen.
Men i virkeligheden er vi med 60 procents reduktion kun nået to tredjedele af, hvad regeringen stillede os i udsigt ved indgangen til 2020 med ”verdens mest ambitiøse klimalov”, som den givet stadig vil hedde, selv om skotterne jo allerede nu har overhalet os indenom.

Kyoto er hunden i keglespillet


Hvad går galt? 60 er jo 85 procent af 70 – ikke kun to tredjedele. Svaret skal findes i Japan. Den 11. december 1997 blev Kyoto-protokollen underskrevet. Det var den første aftale, hvor det internationale samfund forpligtede sig til at reducere CO2-udledningen. Verden som helhed skulle i løbet af godt ti år reducere CO2-udledningen med 5,2 procent… i forhold til 1990-niveau.
Landene skulle gøre det med forskellige tempi, og landene i Afrika, Sydamerika og Asien behøvede ikke at forpligte sig. Dengang opfattede man Indien og Kina som ulande, og selv om de er ræset ind i forbrugersamfundet med 120 i timen siden, føler de sig fortsat ikke forpligtede af aftalen. USA har heller aldrig villet lege med.
Men selv om Kyoto-aftalen således har haft begrænset effekt på klimaet, så har aftalen én gang for alle slået fast, at nulpunktet er 1990. Det er dét år, alle lande måler sine CO2-reduktioner ud fra.

Gi’ os tal – ikke procenter


Mette Frederiksen taler således ikke om 70 procents reduktion alene for at vildlede os og fremstå mere handlekraftig. Hun gør det også, fordi alle andre gør det.
Problemet med et 30 år gammelt nulpunkt er dels, at ingen kan huske, hvordan det var dengang, og dels, at nulpunktet bliver forskelligt fra land til land.
For Danmarks vedkommende ser tallene sådan ud: I 1990 udledte Danmark 52 mio. ton CO2. 70 procent af 52 er 36,4, og vi vil således fortsat udlede 15,6 mio. ton i 2030, hvis vi skal følge klimahandlingsplanen fra forståelsespapiret. Men vi har allerede gjort noget. I 2018 udledte vi ca. 37 mio. ton. I 2030 har vi således kun reduceret CO2-udslippet med 58 procent, hvis vi regner fra 2019 i stedet for fra 1990, og hvis vi i øvrigt følger klimahandlingsplanen til punkt og prikke.
Hvis du er blevet forvirret af procenter og årstal, så er du ikke den eneste. Selv ministre kløjes i det, men de bliver nok ved med at tale med uld i mund. For vi skulle nødig blive klar over præcis, hvad de har lovet os…
I virkeligheden er det meget enkelt: Vi udleder nu hvert år godt 37 mio. ton CO2. I 2030 skal dette tal være reduceret til 15,6 mio. ton og i 2050 skal tallet være 0. Reelle tal er lettere at forholde sig til end procenter. Hvis du ved, at din bil udleder 200 kg CO2 for hver 1000 km, du kører, så kan du også regne ud præcis, hvor meget du hjælper klimaet ved at skifte den ud med en cykel. Dermed kan du få en fornemmelse af, hvor meget der skal til.

Vi skal ned på minus CO2


Betyder dét så, at Danmark er CO2-neutralt i 2050? Nej da! Vi slæber jo stadig en masse CO2-udledning ind i landet, hver gang vi importerer en mobiltelefon, et tv, et køleskab, en bil eller andet, der kommer fra lande, der ikke har gjort det samme som vi. Og da Danmark jo har førertrøjen på, må de jo alle sammen komme bagefter…
Det betyder, at hvis Danmark for alvor skal være nede på nul CO2-udledning i 2050, så skal vi plante skov eller finde måder at trække CO2 ud af luften på, som endnu ikke er opfundet… Vi skal mindst kompensere for den CO2, der følger med vores import for at kunne kalde os CO2-neutrale.
HVIS det lykkes for Danmark at halvere CO2-udledningen i 2030, HVIS alle andre lande også gør det, og HVIS vi og andre lande bliver CO2-neutrale i 2050, OG vi samtidigt er begyndt at fjerne CO2 fra atmosfæren, har vi en mulighed for at nøjes med 1½ grads temperaturstigning. Det er et niveau, vi kan håndtere. Mange klimaforskere mener dog, at en sådan indsats ikke engang er nok, men at den vil give en temperaturstigning på to-tre grader eller mere i 2100.

Det politisk mulige…


Der er rigtig mange klimadebattører både herhjemme og i udlandet, der roser den danske regerings klimaambitioner. Og hvis det er verdens mest ambitiøse plan, så er der vel også grund til en slags ros. Omvendt peger en række organisationer og personer som Extinction Rebellion, Noah, Greta Thunberg og mange flere på, at ikke engang ”verdens mest ambitiøse klimaplan” er nok. De lytter til de klimaforskerne, der mener, at der skal meget mere til, og forlanger, at vi skal nå nul-udledning af CO2 eller noget lignende allerede i 2025.
Det har fået nogle af de utrættelige og dybt respekterede klimadebattører til at adoptere Pia Kjærsgaards retorik og kalde kravene for ”tosserier”. Der følger jo ikke handling med, og organisationerne peger ikke på løsninger.
Nej, selvfølgelig gør de ikke det! De bevægelser, der er opstået i kølvandet på Greta Thunberg, består ikke af eksperter, men de peger på, hvad der er NØDVENDIGT. Politikerne og os klimadebattører, der forsøger at videreformidle så mange fakta, vi kan, kigger på, hvad der er MULIGT. Hvad koster det? Hvordan skal vi gebærde os? Hvad er der af teknologi? Hvad er politisk muligt?

… eller det nødvendige?


Men hvad nu, hvis det politisk mulige ikke er nok til, at vi får gjort dét, der er nødvendigt…?
Ja, så må vi jo lave dét, der er politisk umuligt! Det er derfor, vi har brug for alle de Greta Thunberg-followers, vi overhovedet kan opdrive. Vi har BÅDE brug for de saglige klimadebattører, der bombarderer politikerne og andre beslutningstagere med fakta fra forskerne. OG vi har brug for aktivister, der stopper trafikken, lader sig arrestere og siger: ”Det er ikke nok!!”
For det er det ikke!
Heldigvis er det sådan, at fordi det er politisk umuligt, så er det ikke uladsiggørligt. Teknologien og fantasien sætter ikke begrænsninger. Det kræver bare politikere, der tør træffe de nødvendige, men også upopulære beslutninger.
Måske vil befolkningen ikke engang straffe de upopulære beslutninger? Politikerne i Danmark har nu næsten fire år til at forklare, hvorfor beslutningerne er nødvendige. Og vi andre hjælper gerne til… Måske er de nødvendige beslutninger ligefrem vejen til genvalg…?

Hvad kan du gøre?


Den første betingelse for, at vi kan nå i mål, er, at vi snakker samme sprog og er meget tydelige med, hvad vi skal gøre hvornår, og hvad målet er.
Derfor vil jeg bede dig om tage fat i din politiker, din chef eller de beslutningstagere, du ellers støder på, og afkræve dem konkrete svar på alle de spørgsmål, du har, eller som de selv rejser. Hver gang, du hører eller læser om et eller andet beskrevet med en procentsats, så spørg: Procent af hvad? Hvor meget er det i ton? Hvad svarer det til af et eller andet dagligdags? Hvordan vil I gøre det helt konkret?
Du vil - desværre - opdage, at politikerne ikke kan svare på ret mange af spørgsmålene, men så må du bede dem om at gå hjem og finde svarene og regne efter.

Politikerne skal stole på befolkningen


Klimaforandringerne og CO2-udledningen er for vigtige til, at vi skal lade os nøjes med politisk sniksnak og tal, der er så slørede, at politikerne ikke engang selv forstår dem. Men hvis vi bliver ved med at forlange konkrete svar, kan det være, at de selv bliver klogere på, hvor meget der skal til.
Og det kan være, at det så går op for politikerne, at de skal hjem og træffe nogle særdeles ubehagelige beslutninger.
Så er det, at du skal trække Extinction Rebellion, Bedsteforældrenes Klimaaktion og alle de andre frem og sige: "Disse mennesker - dine vælgere - er villige til at gå i fængsel for at gøre opmærksom på et særdeles alvorligt problem. Tror du så ikke, kære politiker, at de er villige til at bringe de ofre, der skal til for at løse problemet? Og tror du ikke, at de vil belønne dig, hvis det er dig der kommer med løsningen?