Klimaklog logo

Klimapartnerskaber svigter klimaet

Det gik, som man kunne forvente, da klimaministeren satte ræven til at vogte gæs ved at indkalde 13 såkaldte klimapartnerskaber til at give input til de handlinger, som skal sikre, at vi når de mål, som Klimaloven foreskriver. Men ingen havde vel forestillet sig, at erhvervslivets input skulle stå alene.

Af Gordon Vahle, Klimaklog.dk
Senest opdateret 26. maj 2020

Erhvervslivets tro på, at væksten kan være både grøn og økonomisk er et fatamorgana (illustration: Shutterstock)Erhvervslivets tro på, at væksten kan være både grøn og økonomisk er et fatamorgana (illustration: Shutterstock)
At bede 13 branchepartnerskaber fra erhvervslivet om at foreslå klimatiltag, der, hvis de skal have en reel effekt, betyder en reduktion i flere af partnerskabernes aktivitetsniveau, er naturligvis dødfødt på forhånd. Det er en umulig opgave at stille en branche.
Derfor er der intet mærkeligt i, at de 13 partnerskaber foreslår tiltag, der er helt utilstrækkelige. Det er heller ikke mærkeligt, at en lang række oplagte forslag IKKE bliver stillet. Det mærkelige og chokerende er, at klimaministeren med sit klimaudspil KUN har lyttet til branchefællesskaberne.
Ministeren lytter fx ikke til Klimarådet, som ellers er det uafhængige ekspertorgan, som skal ”rådgive om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske på en omkostningseffektiv måde”, som det hedder i rådets kommissorium. Ej heller lytter han til de grønne organisationer, der i efteråret forgæves bankede på klimaministerens dør for at få lov til at aflevere den klimaviden, som er opbygget i organisationerne gennem årtier.

Har glemt at det haster


Bedsteforældrenes Klimaaktion var blandt de grønne organisationer, der mødte en lukket dør, da der skulle sættes konkret indhold på Klimaloven. Vi har derfor måttet nøjes med det næstbedste – at finde og gøre opmærksom på hullerne i de klimapartnerskabs-rapporter, som nu ligger på ministerens bord. Og selv uden branchekendskab kommer fejlene – ikke så meget i de enkelte rapporter, men i selve metoden – tydeligt frem.
Allerværst er det, at hverken klimaminister Dan Jørgensen eller nogen af de 13 klimapartnerskaber har forstået, hvor meget det haster. Den vigtigste målsætning overhovedet i den Klimalov, der blev endeligt vedtaget forleden – nemlig målet om at reducere CO2-udledningen med 70 % i forhold til 1990-udledningen senest 2030 – glimrer med sit fravær hos næsten alle klimapartnerskaber.
Målsætningen om klimaneutralitet i 2050 er dog med i tilbagemeldingerne, men dét mål er da også ’gratis’. Det er svært at kontrollere, om målet er realistisk, og det er nemt at henvise til endnu ikke færdigudviklede teknologier, der skal komme og skubbe branchen i mål.
Set i lyset af, hvor meget det haster, er det alvorligt, at klimaministerens udspil kun anviser to mio. tons CO2-reduktion, når vi ved, at vi for at leve op til klimalovens målsætning om 70 procents CO2-reduktion i 2030 skal reducere CO2-udledningen med 19 millioner ton. Vi mangler altså ni tiendedele!

Vi har kun ti år


Og bare for at gentage, hvorfor det haster så meget, så kan vi lige minde om de truende tipping points. Vi har allerede passeret nogle. Og hvis temperaturen stiger så meget, at fx snegrænsen på Grønlands indlandsis kommer op over højden på isdækket, og det begynder at regne, kan vi ikke stoppe afsmeltningen igen. Vi er truende tæt på dette og flere andre tipping points, og derfor advarer klimaforskere og grønne organisationer og siger eller råber, at ”vi kun har ti år!”.
Og det ved vores klimaminister også godt. Den gang, Dan Jørgensen i egenskab af Socialdemokratisk medlem af EU-parlamentet deltog i FN-klimatopmødet COP 18 i Doha i 2012, udtalte han - seks år, før Greta Thunberg sagde det samme! - til pressen, at »man skulle forestille sig klimatruslen som en kæmpe meteor på vej imod jorden. Så ville vi da øjeblikkeligt sætte alt i stå og bruge hvad som helst af vores BNP på at stoppe katastrofen.«
Kan denne trussel bare være forduftet, selv om vi har haft otte år uden reel handling…? Kan meteoren mon være stoppet af en ministerbil…? Hvad har ellers fået Dan Jørgensen til at skifte holdning…?

Det dårlige selskab


Måske har Dan Jørgensen glemt sit eget budskab, fordi han er kommet i dårligt selskab? Han har de forkerte rådgivere i de 13 klimapartnerskaber. En brancheorganisation tager ikke hensyn til helheden, og den er sat i verden for sikre medlemmerne størst mulig økonomisk vækst.
Derfor er brancheorganisationer dårligt selskab for en klimaminister, der skal redde os fra eksistentielle trusler. Klimaloven foreskriver en 14. høringspartner, Klimarådet, der netop skal kigge overordnet på handlingerne og sætte dem i et samfundsmæssigt perspektiv. I modsætning til de 13 øvrige, som regeringen har søgt råd hos, så har Klimarådet foreslået et middel, som også klimaeksperter og grønne NGO’er er enige om, virker her og nu: En CO2-afgift efter det rimelige princip, at forureneren skal betale.
Provenuet kunne så gå til investeringer i vedvarende energi og til forskning i løsninger til de brancher, der har svært ved at præstere grønne løsninger. Det skorter ellers ikke på forslag til mere eller mindre fantasifulde forskningsprojekter i de 13 rapporter fra klimapartnerskaberne. Men der følger sjældent betalingsvilje med.

Vækstmantra og snæversyn


Men, ok. Når det enkelte klimapartnerskab først har fortalt, hvor vigtigt lige præcis dette branchefælleskab er for Danmarks økonomi og konkurrenceevne, og i øvrigt har slået fast, at branchen lover at fortsætte væksteventyret og derfor ikke kan forventes at bidrage ret meget til CO2-reduktionen, så kommer der dog nogle konkrete forslag frem.
Men der er ikke meget ’tænkning ud boksen’, som ellers er en af de godt brugte vendinger i både erhvervslivet og i klimadiskussionen, over forslagene. Det er forudsigeligt, at hvert branchesamarbejde kun kigger på sin egen silo, men det er underligt, at ministeren ikke efterspørger de helhedsløsninger, som kunne have bragt os tættere på målene i Klimaloven – og måske endda være til gavn for de enkelte brancher.
Et eksempel: Mindst en håndfuld af klimapartnerselskaberne, Landtransport, Luftfart, Det blå Danmark, Fødevare- og landbrugssektoren, Produktionsvirksomhed, Handel m.fl., har eller burde have funderet lidt over, hvordan vi får opbygget det mest energieffektive transportsystem til gods og personer i ind- og udland. Alle partnerskaber peger på, at transportbehovet vil øges – og at lige præcis ’deres eget’ klimapartnerskab er bedst til at løse opgaven. En væsentlig forudsætning for at nå i mål med CO2-reduktionen er ellers, at vi omlægger produktionen, så den bliver lokal og bæredygtig. Dét burde give et mindre og ikke et større transportbehov…

Tænk hvis…


I Bedsteforældrenes Klimaaktion har jeg kastet mig over ’Det blå Danmark’, som er et branchefælleskab, for alle virksomheder, der har ’noget med vand at gøre’. Klimapartnerskabets tilbagemelding handler dog først og fremmest om skibsfart. Skibe udleder 0,8 mio. tons CO2 i danske farvevande og 52,8 mio. tons i internationalt farvand. Selv om det kun er det første, der tæller med i Danmarks – eller noget andet lands – CO2-regnskab, så tilbyder partnerskabet generøst ”at gå foran og vise, at den danske handelsflåde - hvad enten det drejer sig om færger, fiskefartøjer eller oceangående skibe – kan blive CO2 -neutral.”
Det sker ganske vist først i 2050, og frem til 2030 sker der absolut ingenting med CO2’en – på grund af ”global vækst i skibsfarten”, forstås… De indenlandske visioner indskrænker sig til lidt snak om elektriske drevne færger og en ny vedvarende energiinfrastruktur på danske havne. Staten skal naturligvis betale langt det meste.
Men tænk, hvis… visionerne kunne omfatte HELE transportsektoren. Tænk, hvis den mest klimavenlige måde at løse Danmarks transport- og distributionsbehov på, involverer BÅDE køretøjer OG skibe!

Gammel idé i ny indpakning


Det blå Danmark undlader ikke at gøre opmærksom på, at skibe pr. km og ton er langt den mest energieffektive måde at flytte større mængder gods på, men glemmer at forfølge denne oplysning. Tænk hvis skibsfarten lyttede til andre end de store containerrederier og fx kiggede på den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesens gamle forslag om at basere den indenlandske godstransport på små kystskibe – coastere.
Ideen kan måske udbygges med el-drift og moderne coastere, der både kan sejle gående og cyklende trafikanter til de danske småøer og stykgods mellem de danske havne, og man kan desuden indtænke jernbaner og elektriske varevogne og lastbiler, der sørger for den videre distribution max 60 km ind i landet. Måske…? Fordi vi bedsteforældre naturligvis ikke har forudsætninger for at regne på et sådant forslag. Men et brancherettet klimapartnerskab får end ikke tænkt tanken!

Tænk de utænkelige tanker


Også fx en global CO2-afgift, som vil belønne de skibe, der sejler mest miljøvenligt, er en utænkelig tanke, når man kun beder en branche om at tænke. Med Danmark som verdens femtestørste søfartsnation og Maersk som verdens største containerrederi burde der ellers være danske muskler nok til at foreslå og få vedtaget en sådan global afgift. En sidegevinst ville være, at en sådan afgift samtidig ville styrke den danske konkurrenceevne, da danske skibe jo ifølge Det Blå Danmark er de grønneste i verden.
Og tænk, hvis man turde kigge på Det Blå Danmark som en helhed… Partnerskabet omfatter både offshore og havvindmøller. Tanken om at overføre offshore-virksomhedernes ekspertise i at bygge store konstruktioner til havs til havvindmølleindustrien, lukke oliefelterne i Nordsøen og brugte knowhow og manpower til at få skabt kolossale havvindmølleparker, som ville kunne forsyne Nordeuropa med grøn energi, er naturligvis helt utænkelig. Men det ville hjælpe gevaldigt på klimaet, hvis det utænkelige skete...

Så, Dan Jørgensen… Her er den fremstrakte hånd, du afviste for et halvt år siden. Hånden tilhører bekymrede bedsteforældre, grønne studenter, andre grønne organisationer, almindelige mennesker – dine vælgere. Vi vil gerne hjælpe dig med at tænke nogle af de utænkelige tanker, hvoraf nogle måske kan føre til, at vi når i mål, inden klimakrisen bliver til en klimakatastrofe, og den meteor, du jo faktisk havde fået øje på for otte år siden, rammer os med fuld kraft.

Dette blogindlæg er en kommentar til Klimaminister Dan Jørgensen og det udspil, ministeren kom med den 20. maj 2020. Indlægget vil eventuelt også i et samarbejde med Bedsteforældrenes Klimaaktion danne grundlag for et åbent brev til klimaministeren.