Klima og biodiversitet er livets yin og yang
RESUMÉ: For at løse klimakrisen må vi tage biodiversitetskrisen med ind i ligningen. Og vice versa. Alt imens klimaforkæmpere og naturelskere stadig kan tørne sammen over placeringen af en vindmøllepark, er flere og flere forskere overbeviste om, at de to kriser ikke kan løses hver for sig, men må løses sammen. Biodiversitet handler altså ikke bare om, at vi skal passe på arternes mangfoldighed. Biodiversitet handler lige så meget om overlevelse, som drivhusgasser gør. Men helt hvordan de to kriser hænger sammen, ved forskerne endnu ikke helt. Dog har de masser af gode råd til, hvordan du kan tackle begge kriser på samme tid. Få fire gode råd til sidst i artiklen.
Af Gordon Vahle, Klimaklog.dkSenest opdateret 21. februar 2022
Klimakrisen og biodiversitetskrisen hænger sammen og skal løses sammen. Collage: Klimaklog.dk. Billeder fra Pixabay.Kathrine Richardson er havbiolog. Professor i biologisk oceanografi ved København Universitet for at være helt præcis. Men hun er også klimaforsker og kendt klimadebattør. Hun er også professor ved center for makroøkologi, evolution og klima og er leder af Sustainability Science Center.
Hun befinder sig derfor lige dér, hvor biodiversitetskrise møder klimakrise. Hun er bekymret for begge. Men oftest er hun faktisk mere bekymret for biodiversitetskrisen… For der er så lidt vi ved om, hvordan arternes forsvinden påvirker klimaet… Og det er præcis denne uvidenhed, der skaber de dybeste panderynker hos professoren. I et essay i Information fra november 2021 skriver Kathrine Richardson blandt andet:
”Spørgsmålet om, hvordan den samlede mængde liv påvirker Jordens kredsløb, mangler stadig at blive belyst. Det er vigtigt for at skabe bedre klimamodeller og for at forstå, hvordan biodiversitetskrisen vil påvirke Jorden fremover.”
Kathrine Richardson mener, at dette spørgsmål er det vigtigste overhovedet, og dét, som hun ”glæder sig mest til, at videnskaben finder svar på”.
Vi ved, at klimaforandringer allerede mange gange har skabt dramatiske ændringer i Jordens biodiversitet. Alle de fem tidligere masseudryddelser af arter på Jorden er sket på grund af hurtige og voldsomme klimaforandringer. De bagvedliggende årsager har været forskellige – ændringer i solindstråling, vulkaner, meteorer – men det er klimaforandringer over nogle årtusinder, der har slået livet ihjel. Nu foregår de samme ændringer over årtier, og det er derfor, vi – med rette – har så stor fokus på klimakrisen.
Men Jordens historie er også fyldt med eksempler på den modsatte påvirkning – at ændringer i biodiversiteten har forårsaget dramatiske ændringer i klimaet. Derfor skal vi have fokus på begge kriser og løse dem sammen.
”Vi ved med sikkerhed, at diversiteten af livet udfører en funktion i Jordens kredsløb. Men udover, at livet kombinerer de elementer og molekyler, der findes planeten, på nye og innovative måder, så forstår vi ikke ret meget af denne funktion,” skriver Richardson.
Men nogle af virkningerne af livets kemiske eksperimenter, kender vi. I lang tid bestod livet på Jorden kun af encellede organismer, som var nødt til at leve dybt i vandet, fordi solens UV-stråler ellers ville slå dem ihjel. Men da livet blev mere mangfoldigt, var der nogle få af organismerne, der lærte et smart trick. De kunne bruge solens energi til at spalte CO2 og få fat i kulstoffet til at bygge nye organismer. Fotosyntesen var født.
Ilten (O2) var bare affald, men den ændrede Jordens klima for altid. Noget af den steg til vejrs og blev til Ozon (O3), der skærmede for solens UV-stråler. Jordens klima var ikke længere fjendtligt over for liv, og landjorden kunne indtages først af planter så af myriader af andre skabninger. Den øgede biodiversitet ændrede klimaet, der så til gengæld gav mulighed for endnu mere biodiversitet i form af guldsmede og mennesker og alt det andet. Det er da en gensidig afhængighed, der vil noget…
En anden og mindre kendt vekselvirkning mellem biodiversitet og klima peger direkte ind i vores nuværende klimakrise, der jo som bekendt for en stor dels vedkommende skyldes umådeholden afbrænding af kul i forskellige former.
Naturen har én gang sørget for at gemme overskudskul i undergrunden. Det er dét, vi i dag henter op som fossile brændstoffer. Men hvorfor kan vi ikke bare lade naturen gøre kunststykket igen? Det skyldes biodiversitet blandt mikrober.
Da de grønne planter opstod først i havet og siden på land for knap 450 millioner år siden, havde bakterier og andre organismer endnu ikke udviklet evnen til at nedbryde lignin, som er det stof, der gør planter stive. Det betød, at planterester kun blev delvist nedbrudt. Plantedele blev liggende på jorden eller havbunden og har gennem årmillionerne omdannet sig til kul eller olie.
Men også mikroorganismerne oplevede en udvikling, og på et tidspunkt opstod arter, der kunne nedbryde planterne helt og dermed få fat i det attraktive kulstof. Og så var det slut med at lagre kulstof i undergrunden. Alt blev nedbrudt, og i dag er der ingen naturlige processer, der kan hjælpe os af med vores kuloverskud. Vi kan kun lagre det i levende planter eller for en kort stund i form af træ i bygninger eller andet.
Klimaforandringerne er ifølge professoren med et ben i både klima- og biodiversitetsforskning et udtryk for ændringer i Jordens energibalance. Og det er interaktionen mellem energibalancen og ’livet’ – eller biodiversiteten – der bestemmer, hvordan miljøet og herunder også klimaet bliver på Jorden.
Når biologer bliver spurgt, om hvorfor det er vigtigt, at en bestemt sommerfugl eller bille ikke uddør, så svarer de ofte: ”Det er vigtigt, fordi den ER her – fordi vi bliver fattigere, hvis arter forsvinder. De kommer aldrig tilbage.”
Argumentet taber hurtigt duellen stillet over for truende klimakatastrofer og menneskelige lidelser, men klima-kæmperne burde i stedet gribe sætningen og fortsætte den ”… og netop derfor er det vigtigt at bevare arterne, for vi ved ikke, hvilke konsekvenser deres forsvinden får for klimaet og Jordens funktion.”
”Det sker desværre ikke, fordi al videnskab er delt op i kasser – discipliner – og de to discipliner har udviklet vidt forskellige tilgange og sprog, og de har derfor meget svært ved at tale sammen. Biologer ser på arter, processer og økosystemer, mens klimaforskere ser på energibalancen ud fra de fysiske love,” skriver Kathrine Richardson i sit essay.
Hun mener, at det er bydende nødvendigt, at de to måder at se på verden på mødes, så vi kan blive klogere på interaktionen mellem de biologiske og geologiske processer. Først når vi forstår helheden, har vi en chance for også at forstå – fx hvornår og hvordan fremtidige tipping-points opstår, så de kan forhindres eller mildnes…
Hun befinder sig derfor lige dér, hvor biodiversitetskrise møder klimakrise. Hun er bekymret for begge. Men oftest er hun faktisk mere bekymret for biodiversitetskrisen… For der er så lidt vi ved om, hvordan arternes forsvinden påvirker klimaet… Og det er præcis denne uvidenhed, der skaber de dybeste panderynker hos professoren. I et essay i Information fra november 2021 skriver Kathrine Richardson blandt andet:
”Spørgsmålet om, hvordan den samlede mængde liv påvirker Jordens kredsløb, mangler stadig at blive belyst. Det er vigtigt for at skabe bedre klimamodeller og for at forstå, hvordan biodiversitetskrisen vil påvirke Jorden fremover.”
Kathrine Richardson mener, at dette spørgsmål er det vigtigste overhovedet, og dét, som hun ”glæder sig mest til, at videnskaben finder svar på”.
Påvirker begge veje
Vi ved, at klimaforandringer allerede mange gange har skabt dramatiske ændringer i Jordens biodiversitet. Alle de fem tidligere masseudryddelser af arter på Jorden er sket på grund af hurtige og voldsomme klimaforandringer. De bagvedliggende årsager har været forskellige – ændringer i solindstråling, vulkaner, meteorer – men det er klimaforandringer over nogle årtusinder, der har slået livet ihjel. Nu foregår de samme ændringer over årtier, og det er derfor, vi – med rette – har så stor fokus på klimakrisen.
Men Jordens historie er også fyldt med eksempler på den modsatte påvirkning – at ændringer i biodiversiteten har forårsaget dramatiske ændringer i klimaet. Derfor skal vi have fokus på begge kriser og løse dem sammen.
Nye arter gjorde landjorden beboelig
”Vi ved med sikkerhed, at diversiteten af livet udfører en funktion i Jordens kredsløb. Men udover, at livet kombinerer de elementer og molekyler, der findes planeten, på nye og innovative måder, så forstår vi ikke ret meget af denne funktion,” skriver Richardson.
Men nogle af virkningerne af livets kemiske eksperimenter, kender vi. I lang tid bestod livet på Jorden kun af encellede organismer, som var nødt til at leve dybt i vandet, fordi solens UV-stråler ellers ville slå dem ihjel. Men da livet blev mere mangfoldigt, var der nogle få af organismerne, der lærte et smart trick. De kunne bruge solens energi til at spalte CO2 og få fat i kulstoffet til at bygge nye organismer. Fotosyntesen var født.
Ilten (O2) var bare affald, men den ændrede Jordens klima for altid. Noget af den steg til vejrs og blev til Ozon (O3), der skærmede for solens UV-stråler. Jordens klima var ikke længere fjendtligt over for liv, og landjorden kunne indtages først af planter så af myriader af andre skabninger. Den øgede biodiversitet ændrede klimaet, der så til gengæld gav mulighed for endnu mere biodiversitet i form af guldsmede og mennesker og alt det andet. Det er da en gensidig afhængighed, der vil noget…
Slut med at lagre kul i jorden
En anden og mindre kendt vekselvirkning mellem biodiversitet og klima peger direkte ind i vores nuværende klimakrise, der jo som bekendt for en stor dels vedkommende skyldes umådeholden afbrænding af kul i forskellige former.
Naturen har én gang sørget for at gemme overskudskul i undergrunden. Det er dét, vi i dag henter op som fossile brændstoffer. Men hvorfor kan vi ikke bare lade naturen gøre kunststykket igen? Det skyldes biodiversitet blandt mikrober.
Da de grønne planter opstod først i havet og siden på land for knap 450 millioner år siden, havde bakterier og andre organismer endnu ikke udviklet evnen til at nedbryde lignin, som er det stof, der gør planter stive. Det betød, at planterester kun blev delvist nedbrudt. Plantedele blev liggende på jorden eller havbunden og har gennem årmillionerne omdannet sig til kul eller olie.
Men også mikroorganismerne oplevede en udvikling, og på et tidspunkt opstod arter, der kunne nedbryde planterne helt og dermed få fat i det attraktive kulstof. Og så var det slut med at lagre kulstof i undergrunden. Alt blev nedbrudt, og i dag er der ingen naturlige processer, der kan hjælpe os af med vores kuloverskud. Vi kan kun lagre det i levende planter eller for en kort stund i form af træ i bygninger eller andet.
Videnskab i kasser
Klimaforandringerne er ifølge professoren med et ben i både klima- og biodiversitetsforskning et udtryk for ændringer i Jordens energibalance. Og det er interaktionen mellem energibalancen og ’livet’ – eller biodiversiteten – der bestemmer, hvordan miljøet og herunder også klimaet bliver på Jorden.
Når biologer bliver spurgt, om hvorfor det er vigtigt, at en bestemt sommerfugl eller bille ikke uddør, så svarer de ofte: ”Det er vigtigt, fordi den ER her – fordi vi bliver fattigere, hvis arter forsvinder. De kommer aldrig tilbage.”
Argumentet taber hurtigt duellen stillet over for truende klimakatastrofer og menneskelige lidelser, men klima-kæmperne burde i stedet gribe sætningen og fortsætte den ”… og netop derfor er det vigtigt at bevare arterne, for vi ved ikke, hvilke konsekvenser deres forsvinden får for klimaet og Jordens funktion.”
”Det sker desværre ikke, fordi al videnskab er delt op i kasser – discipliner – og de to discipliner har udviklet vidt forskellige tilgange og sprog, og de har derfor meget svært ved at tale sammen. Biologer ser på arter, processer og økosystemer, mens klimaforskere ser på energibalancen ud fra de fysiske love,” skriver Kathrine Richardson i sit essay.
Hun mener, at det er bydende nødvendigt, at de to måder at se på verden på mødes, så vi kan blive klogere på interaktionen mellem de biologiske og geologiske processer. Først når vi forstår helheden, har vi en chance for også at forstå – fx hvornår og hvordan fremtidige tipping-points opstår, så de kan forhindres eller mildnes…
Sådan tackler du klima- og biodiversitetskriserne samtidig
Men hvordan klarer vi de to kæmpekriser på én gang? Én af disse kriser er jo rigeligt til at tage pusten fra de fleste mennesker. Heldigvis er der nogle forskere, som har tænkt over, hvad der batter mest på begge kriser. I det britiske videnskabsmagasin ’The Conversation’, som bringer artikler, hvor forskere selv skriver debatskabende artikler, peger tre professorer fra hver sit universitet på fire forhold, vi i hvert fald skal gøre noget ved, hvis vi skal lande vores fremtid et nogenlunde tåleligt sted.
Professorerne Pete Smith, Camille Parmesan og Mark Maslin fra universiteter i henholdsvis Aberdeen, Texas og London peger på fire naturbaserede løsninger, som på én gang forbedrer klodens frugtbarhed, biodiversiteten, være med til at lagre CO2 og endda reducere udledningen af drivhusgasser.
1. Beskyt og genopret økosystemerne
Det er ikke bare regnskovene, der skal beskyttes og genoprettes. Forskerne peger især på mangrovesumpe som truede. Selv om de kun udgør 1 procent af Jordens overflade lagrer de 22 milliarder tons CO2, hvilket svarer til to tredjedele af den årlige udledning fra forbrænding af fossile brændstoffer.
Mangrovesumpene er truede, og det samme er de mange dyrearter, der kun findes her.
Et andet overset sted er tørvemoser, der lagrer dobbelt så meget CO2 som alle verdens skove! Desværre begynder tørvemoser at udlede CO2, hvis de nedbrydes og tørrer ud. Det gør de i stor stil i Europa, og når de forsvinder, så forsvinder også ryper, sneharer og et hav af blomster og andre planter.
2. Bæredygtigt landbrug og fiskeri
”Vi kan naturligvis ikke overlade alle Jordens landområder og oceaner til naturen”, skriver de tre forskere.
”Men vi kan forvalte de områder, vi bruger til at producere mad og andre ressourcer, langt mere bæredygtigt, og det vil gavne både biodiversiteten og klimaet.”
Metoderne, som forskerne peger på er kendte: regenerativt landbrug, hvor træer og habitater indgår som en naturlig del i dyrkningsmetoden, bæredygtigt fiskeri, som beskytter og regenerer havbunden. Men der skal være meget, meget mere af sådanne løsninger, hvis vi både skal fremme biodiversiteten og reducere CO2-udledningen fra vores fødevareproduktion. I dag er det globale fødevaresystem ansvarligt for en tredjedel af menneskets CO2-udledning.
3. Mere skov – med omtanke
Halvdelen af de træer, der engang voksede på jorden, er allerede fældet. Det er tre billioner træer, som er faldet for økser, save og motorsave, og da levende træer lagrer CO2, er det ligeså katastrofalt, som det lyder. Derfor skal vi hurtigt i gang med at genplante skovene, påpeger de tre biodiversitets- og klimaforskere.
Men det skal gøres med omtanke. Plantager af éns, ikke-hjemmehørende træer ødelægger biodiversiteten og er heller ret gode til at lagre CO2. Faktisk peger forskerne på, at det er muligt at fordoble skovenes evne til at lagre CO2 blot ved at plante flere træarter i samme skov.
4. Spis grønt
Med den fjerde anbefaling peger forskernes finger direkte på dig og mig og os alle sammen. Vi skal simpelthen spise langt mere grønt, end vi gør.
Så længe store områder i Amazonas, på afrikanske savanner og centralasiatiske sletter bruges til græsgange og foderafgrøder til svin, køer, kyllinger og andre spiselige husdyr, kan vi aldrig hverken reducere vores CO2-udslip eller beskytte arter fra at uddø.
Denne sammenhæng kan ikke understreges nok, og det er såvel regeringers, landbrugets og detailhandelens som det enkeltes menneskes ansvar at få skåret ned på kød-forbruget, inden det er for sent.
Tjek det ud
Forskerne slutter deres artikel med en advarsel. De naturbaserede løsninger er langt fra nok. En hurtig udfasning af fossile brændstoffer og et stop for ukontrolleret vækst i forbruget er fortsat også bydende nødvendigt.
Videnskab.dk har skrevet et kort uddrag af artiklen på dansk. Her kan du også læse mere om de tre professorer og finde links til flere artikler om emnet.
Originalartiklen i The Conversation finder du HER. Den er på letlæst engelsk.