Godt nyt handlingens tiår!

Der gik kun 11 måneder, fra borgerforslaget om en klimalov så rigeligt fik de nødvendige 50.000 stemmer, til loven blev en realitet. Den 6. december ’19 kunne klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen præsentere en ny klimalov, og den hurtige succes fik mange i klimabevægelsen til at hæve armene højt op over hovedet.
Loven ligner overfladisk set på mange punkter også det oprindelige forslag, men en nærmere granskning viser dens svagheder. Og med de efterfølgende politiske udmeldinger og signaler kan du godt tage armene ned igen. Arbejdet er nemlig langt fra færdigt.

Delmål med elastik

Den til enhver tid siddende klimaminister er ifølge loven forpligtet på de to hovedmål, nemlig 70 procent reduktion af CO2-udslippet i 2030 (i forhold til 1990-udledningen) og nul udslip i 2050. Men ønsket om femårige delmål blev noget udvandet. Hvert femte år skal der sættes et nyt tiårsmål. I 2025 skal målene for 2035 være klar og så fremdeles. Målene for 2025 bliver et såkaldt “indikativt delmål”, som er et andet ord for ”gæt”.
Det nye klimaråd skal hvert år vurdere, om klimapolitikken bringer os i retning af målene. Hvis ikke, skal ministeren fremlægge nye initiativer. Folketinget skal så vurdere, om regeringens initiativer er gode nok, eller om der skal mere til.

Handling 1: Bedre mål og bedre kontrol

Først og fremmest skal vi i klimabevægelsen gøre os klart, at de mål, som klimaloven indeholder, langt fra er ambitiøse nok. Hvis Danmark skal overholde Parisaftalen og give et fair bidrag til at løse klimakrisen, skal CO2-udledningen ifølge Klimabevægelsen 350 i Danmark reduceres med 55 % i 2025, 70 % i 2030, 85 % i 2035 og 100 % 2040. Derefter skal Danmark være CO2-negativt.
Vi skal arbejde for at synliggøre disse ambitiøse mål, og politikere skal holdes op på resultaterne. Jeg – og det er min personlige mening – mener, at partierne, der er med i ’forståelsespapiret’ og som står bag klimaloven bør være parate til at tage endnu et ’klimavalg’ på dette spørgsmål. Jeg tror, befolkningen er parat til at stramme kravene.
Et vigtigt punkt i borgerforslaget kom slet ikke med i klimaloven. Der er ikke et CO2-budget med. Et sådant budget angiver, hvor meget CO2, videnskaben mener, der på globalt plan er plads til at udlede, hvis temperaturstigningen skal holdes under 1½ grad. Danmarks andel beregnes ud fra indbyggertallet. CO2-budget bliver fx brugt i Storbritannien, men det sker ikke i Danmark. Målet om klimaneutralitet i 2050 er derfor ikke er et videnskabeligt baseret mål men er udelukkende politisk bestemt ud fra, hvad man på Borgen mener, befolkningen kan gå med til.
Derfor skal vi stille større krav og først og fremmest få indført et CO2-budget, som vi kan styre (politikerne) efter.

Vi skal have det hele med

Ud over, at vi bør reducere CO2-udledningen hurtigere, end klimaloven foreskriver, så skal vi have det hele med. Det er først og fremmest den CO2, der udledes for at producere og transportere de varer, vi importerer, som skal regnes med.
Det er svært at opgøre, hvor meget CO2-udslip, importerede varer genererer. Derfor har FN vedtaget, at det kun er den CO2, der udledes i de enkelte lande, som skal tælle med i målene for CO2-reduktion. I princippet kunne det være lige meget, fordi varer, der er importeret til ét land, jo er fremstillet et eller andet sted, hvor det tæller på fremstillingslandets CO2-regnskab.
Men i praksis er det dybt uretfærdigt, for det gør, at de vareproducerende lande i fortrinsvis Asien kommer til at hænge på en stor CO2-udledning, mens vi i de rige vareforbrugende lande slipper billigere. Det er skævt. Det er nemlig os, der har hanen. Det er os, der kan skrue ned for forbruget og den afledte CO2-udledning, mens man vel egentlig ikke kan fortænke de vareproducerende lande i at fremstille varerne, når vi nu så gerne vil betale.

Ting og sager

Det er først og fremmest, hvad Concito i deres opgørelse kalder for ’ting og sager’, der ikke optræder på Danmarks CO2-regnskab. Det handler om vores indkøb af materielle goder som mobiltelefoner, computere, sofaer, spiseborde, biler og tøj. Disse dingenoter står for næsten en tredjedel af vores CO2-udledning, men tæller altså ikke med hos os.
De containerskibe, der sejler varerne hjem til Danmark, sejler regnskabsmæssigt på den rene luft. Skibstrafikkens brændstofforbrug tæller nemlig ingen steder. Hvem skal stå til regnskab for den massive CO2- og partikelforurening, som skibene står for? Det land, der afskiber lasten? Modtageren? Det land, hvor bunkring (tankning) finder sted? Eller det land, som huser rederiet? Den gordiske knude har FN ikke formået at hugge over, og derfor har man pragmatisk bestemt, at skibenes forurening slet ikke tæller med…
Hvis man valgte at lade rederiets land tage ansvar for skibenes udledning, ville Danmark som verdens femte største skibsfartsnation virkelig komme på arbejde for at nå målene i klimaloven.

Handling 2: Kvalitet, genbrug og pris

Det er i og for sig let nok at gøre noget ved den udledning, der stammer fra vores overforbrug af ting og sager. Nøgleordene er kvalitet og genbrug.
Tøj er et eksempel på, at brug og smid væk-kulturen er gået helt grassat, og modeindustrien står for en voldsom del af drivhusgasudledningerne. Hvis du køber god kvalitet, holder det længe. Køb tøjet brugt og giv det væk eller sælg det på genbrugsmarkeder, når du ikke gider gå med det mere. Det samme gælder boliginventar og elektronik. Det sidste kan faktisk ofte oparbejdes, så det fungerer som nyt – selv om producenterne med fx indbygget forældelse gør livet besværligt for den klimabevidste forbruger.

Vi vil gerne både ’nudges’ og tvinges

De personlige handlinger er så oplagte, at man skulle mene, at klimaloven og de kommende klimahandlingsplaner burde indeholde masser af ideer til, hvordan vi kan ’nudges’ til at ændre vores materielle forbrugskultur. Men bortset fra, at enkelte partier er begyndt at hviske det forbudte ord ’afgifter’ lidt højere, så er tiltag, der skal nedsætte forbruget, lige så usynlige som Sidneys skyline i et brændende Australien.
Men da klimaloven ikke vil, så er her en lille liste over kollektive klimahandlinger, som kan hjælpe os med at nå vores klimamål:

* Drop Parisaftalens bestemmelse om kun at medregne CO2, der udledes her i landet – og få EU med på ideen. Det betyder, at vi kommer til at tage vores fair del af besværet. Vi har jo også råd i vores del af verden...

* Tag ansvar for verdens femte største handelsflåde og forlang, at skibene skal reducere CO2 på linje med alle andre danske personer og virksomheder.

* Klimaklogs kæphest: Kortlæg alle varers CO2-udledning – fra råstof til butik. Det er ikke svært, blot besværligt. Varerne skal CO2-mærkes og afgiftsbelægges efter deres udledning. Det skal koste – også for den enkelte forbruger at udlede CO2. Og ja, afgifter vender den tunge ende nedad. Men det kompenserer vi for under næste punkt.

* Beløn genbrugsbutikker, værksteder, der reparer ting, og virksomheder, der finder nye, mindre CO2-tunge produktionsmetoder – fx med momsfritagelse. Det vil sætte fart i udviklingen og stadig give de mindrebemidlede mulighed for at erhverve ting – blot disse er mindre belastende for miljøet.

* Giv til gengæld bøder eller afgifter til virksomheder, der indbygger forældelse i produkterne. Indfør holdbarhedstests som en del af certificering eller godkendelse. EU skal selvfølgelig være med på ideen.

* Beløn CO2-neutralt forbrug. Vi skal bruge vores penge på oplevelser i fritiden som kultur eller sport, så hvorfor ikke gøre disse oplevelser billigere med momsfritagelse eller større tilskud.

Klimaloven hjælper os ikke med at spise rigtigt

Det er efterhånden almen viden, hvad der er klimarigtig kost: Mindre kød – især oksekød, mere grøntsager, frugt og bønner, der naturligvis er lokalt dyrkede og spises, når der er sæson. Der er sket en – lille – ændring i danskernes kostvaner. Det batter dog ikke rigtigt, at man skifter en rød bøf ud med én lavet af plantefars en gang i mellem.
Derfor ville det naturligvis være oplagt at supplere klimaloven med en række handlingsplaner, som skulle hjælpe os med at vælge rigtigt. Det er svært nok at finde ud af at vælge klimarigtig kost selv for dem, der gerne vil. Der er få, som ved, hvad det koster i drivhusgasser at producere en plantebøf. Det er givet langt mere miljørigtigt end en gammeldags hakkebøf, men forbrugeren har ikke nemt ved at finde ud af, hvor meget soja, varme og maskinkraft, der er skal til for at lave den vegetariske efterligning appetitlig nok.
Folketinget og kommende klimahandlingsplaner skal naturligvis hjælpe – eller nudge – os til at vælge rigtigt hver gang. Og vigtigere endnu – hjælpe landbruget i ind- og udland til at producere de klimavenlige fødevarer, der gør, at vi ikke kan vælge forkert!

Handling 3: Hjælp landbruget og dig selv med at reducere klimaaftrykket

Uanset om det drejer sig om ’ting og sager’ eller ’mad og drikke’, er der ingen principiel forskel mellem de tiltag, der skal til for at presse os forbrugere i den rigtige retning. Jeg tillader mig derfor at trække den gamle kæphest frem fra stalden endnu en gang: CO2-mærkning, så vi får lettere ved at træffe klimarigtige valg; afgifter på CO2-ødslende fødevarer – og afgifterne skal betales i producentleddet og uanset, om varerne bliver solgt og fortæret eller ej, så vi også kan mindske madspildet; og endelig tilskud eller momsfritagelse til CO2-nærige fødevarer.
Men modsat forholdene omkring ’ting og sager’, så har vi, når det gælder fødevarer, også gode muligheder for at påvirke producentleddet.
De klimahandlingsplaner, der skal komme i kølvandet på klimaloven, må og skal indeholde tiltag over for landbruget. Fra 2007 til 2017 voksede landbrugets andel af CO2-udledning ifølge Danmarks Nationalregnskabsrapporter fra 15,6 % til 22,4 %, og det var bestemt ikke meningen med ’klimavalget’, at landbruget fortsat skulle fredes.

Pisk og gulerod

Der er – som i resten af samfundet – brug for både pisk og gulerod for at begrænse CO2-udslippet fra landbruget. Pisk i form af CO2-afgifter på landbrugsprodukter og gulerod i form af tilskud og lempelser til de landmænd, der vælger at bruge jorden til fx skov, vådområder eller vindmøller, eller som vælger at omlægge produktionen til mere klimavenlige produkter.
Vi skal i klimabevægelsen sørge for at holde politikerne op på, at de kommende handlingsplaner ikke freder landbruget. Men vi skal også som forbrugere gøre det lettere for både bønder og konger i spillet at træffe de rigtige valg. Det gør vi ved at tage mere klimarigtige valg nede i Brugsen.

Borgerting øg borgerønsker

De områder, der er behandlet i dette blogindlæg, altså ’ting og sager’ og ’mad og drikke’ berører ca. 45 % af Danmarks drivhusgasudledning. De andre store områder som energiforbrug, offentligt forbrug og transport må vente til næste gang.
Det er vigtigt, at borgerne i Danmark bruger det vindue, der er mellem klimaloven, der sætter rammerne, og de kommende klimahandlingsplaner, der skal udfylde dem, til at få formuleret de krav, vi skal stille for at Danmark reelt kan blive dét foregangsland, som skåltalerne aldrig forsømmer at nævne.
Det klimaborgerting, der også er et resultat af borgerforslaget og en del af klimaloven, skal have reel indflydelse! Og politikerne skal også lytte til de mange gode forslag til konkrete handlinger, der fulgte med i kommentarfeltet fra de 68.534 danskere, der nåede at støtte forslaget, inden det blev taget ned.

Mener hun det?

Her på Klimaklog.dk lover jeg i hvert fald at følge op. Klimaloven er ikke bedre end de handlinger, den sætter i værk.
Men let bliver det ikke. Børnenes statsminister tænker nok lidt mere på at tvangsfjerne børn end på at sikre dem en fremtid, hvor klimakatastrofer og klimaflygtninge ikke hører til dagens uorden… Mette Frederiksen nævnte faktisk klimaet i sin nytårstale, selv om det var så lidt, at mange sikkert ikke lagde mærke til det…
»I aften har jeg talt om de børn, der har det sværest. Men i de her år viser danske børn og unge også, at de aldrig har været stærkere. I gik på gaden. I krævede handling. I har skubbet til jeres forældre og bedsteforældre. I gjorde Folketingsvalget sidste år til et klimavalg. Det er stærkt. I giver håb.
Hold fast i jeres engagement. Og bliv ved med at presse os voksne. Klimaet handler om jer og jeres fremtid.
Takket være jer har vi nu den mest ambitiøse klimalov i Danmark. Nogensinde. Nu ser resten af verden igen i Danmarks retning.
Mere urørt skov, mere vedvarende energi. Flere forskningsmidler til fremtidens løsninger. Og en styrket grøn indsats i verden. Vores udledning af drivhusgasser skal ned og vores natur skal have det bedre. Det kræver noget af os alle sammen. Vi ser ind i store forandringer i den måde, vi lever og producerer på.
Vi skal træffe beslutningerne klogt. Så de også gavner dansk erhvervsliv, beskæftigelsen og dansk økonomi. Og uden at uligheden stiger.
Men handle – det skal vi. Det skylder vi den jordklode, vi kun har til låns.«
Ud over udtalelserne om erhvervsliv, beskæftigelse, økonomi og ulighed, indeholdt nytårstalen en række konkrete klimahandlinger. De er listet her nedenunder:

»… … …«

Godt nytår! Og fortsat god klimakamp!