Klimaklog logo

Det eksponentielle kapløb

Den store acceleration… Det mest uhyggelige klimabillede, der nogensinde er lavet. Den venstre side fortæller i ét blik, hvordan mennesket i stadig mere rasende fart producerer nye varer, som kan give det forbrugende menneske kortvarige kick. Den anden side af billedet viser, hvad dette overforbrug af Jordens ressourcer gør ved vores klode.

Af Gordon Vahle, Klimaklog.dk
Senest opdateret 9. maj 2022

Den store acceleration - eksponentiel vækst er en snigende eksplosion. (Billede   fra C.M. Kennedy o.a. 'Managing the middle'. Tilpasset af Johan Rockström.) Den store acceleration - eksponentiel vækst er en snigende eksplosion. (Billede fra C.M. Kennedy o.a. 'Managing the middle'. Tilpasset af Johan Rockström.)
Alle kurverne på dette ikoniske billede viser eksponentiel vækst. Det er derfor, de er så uhyggelige. For eksponentielt er på én gang usynligt og eksplosivt. Det er en eksplosion, der kommer snigende.

Tålmodig venten


Forestil dig en skovsø. Stille og fredfyldt, men måske også lidt kedelig med sine mørke blå og grønne farver og store træer, hvis skygge ikke tillader ret meget sollys at slippe igennem.
En dag kommer en vandrer forbi stedet. Stilheden og roen fascinerer, men mon ikke man alligevel kunne peppe søen lidt op…? Åkander ville lyse op…! Man kunne jo plante en åkande, som ville pynte med sin store sart rosa blomst med de gule støvdragere i midten… Og den kunne jo nok blive til flere åkander med tiden…
Som sagt, så gjort. Vandreren fandt en åkande med lige præcis det smukke rosa skær, der har fascineret os mennesker, siden tidernes morgen. Og denne åkande med den særlige egenskab, at den fordoblede sit antal hvert år, plantede vandreren i søen. Vandreren vendte hvert år tilbage til søen, og de første mange år var det en skuffende oplevelse. For selv om skovsøen var lille, så er en åkande temmelig meget mindre, og 2, 4, 8, 16, 32, 64 eller 128 åkander fylder ikke meget i en hel sø.

Belønning og eksplosion


Men SÅ! Efter 28 år fik vandreren belønning for sit tålmod. Søen var kvart fyldt med åkander. Næste år var endnu bedre. Søen var halvt fyldt og stedet var smukkere end nogensinde med åkander over det hele. Ren Claude Monet!
Men da vandreren, der i løbet af de mange år var blevet ældre og måtte støtte sig til sin stok på vandringsturene, vendte tilbage til skovsøen i år 30, var alt forandret. Åkanderne fyldte nu hele søen. Intet lys kunne slippe ned til vandet. Søen var død, og en sær, sur lugt prægede stedet. Fiskene lå døde og oppustede på søens bredder.
Selv åkanderne var døde, og de før så grønne store blade var brune med sorte kanter. Ingen af planterne havde formået at sætte blomster.

Klodens grænser


Hvorfor skal du nu belemres med en historie om en skovsø og Claude Monet på et videnskabssite, når vi allerede har en fin forklaring på eksponentiel vækst i historien om skakspillets opfinder, der ville have sin betaling i form af riskorn – ét på skakbrættets første felt, to på det andet, fire på det tredje, otte på næste etc.?
Fordi det uhyggelige er ikke, hvad der sker i år 30 efter plantningen af den første åkande eller på skakbrættets sidste felt. Det uhyggelige er, hvad der sker lige før…! I år 28 og 29 ved skovsøen eller på dét felt, hvor halvdelen af verdens rishøst er placeret på det efterhånden ret voldsomt store skakbræt.
Jeg har hugget historien om åkanderne fra en bog om klimaforandringer, som jeg ikke har kunne lægge fra mig efter læsningen. ”Klodens grænser” hedder den, og den er skrevet af professor i miljøvidenskab, leder af Institute for Climate Impact Research i Potsdam Johan Rockström og hans kollega fra instituttet Owen Gaffney.

Grænser er forskellige


Johan Rockström er blandt opfinderne af begrebet ’planetære grænser’, og i bogens første tredjedel diskuterer og forfiner forfatterne disse planetære grænser. Historien er måske ikke helt så sort-hvid, som vi oprindelig troede. Nogle grænser og tipping points , som i den danske oversættelse er blevet til ’vendepunkter’, er lokale og ikke helt så fatale, som frygtet.
Til gengæld er andre som fx, at den grønlandske og antarktiske is og permafrosten i Sibirien tør, totalt afgørende for, om Jorden bliver, hvad bogen kalder en ”Drivhusjord”, eller ej.
”Det Fan’eme uhyggeligt, du!”, som vi sagde i ’90-erne efter ét af de ugentlige satireprogrammer på DR.
Hvorfor smider vi så ikke alle sammen alt, råber panik og sætter alle kræfter ind på at redde Planeten? Forklaringen finder du ved den fiktive, idylliske skovsø med åkander i eksponentiel vækst.

År 28


Ifølge både FN’s Klimapanel og Rockström/Gaffney befinder vi os lige nu i år 28 ved skovsøen. Og det går jo egentlig ret godt. Vi har aldrig haft så mange penge. Der er ingen bånd, der binder os, og vi har alle råd til at flyve eller køre, hvorhen vi vil. Hvis vi mangler noget, hiver vi blot Dankortet frem. De rigere bliver ganske vist rigere og rigere, men det gør de fattige faktisk også.
Og det er svært at få øje på, at vi er ved at ødelægge billedet. For ligesom skovsøen faktisk er allersmukkest i år 28, hvor åkanderne blomster og fylder en fjerdedel af søen, så er Jorden robust over for de tæsk, vi udsætter den for. Jovist sender den os advarsler, men de oversvømmelser, orkaner og skovbrande, som vi har oplevet de senere år, er for intet at regne mod de lidelser, vi kommer igennem, hvis ikke vi når at få vendt udviklingen inden få år, hvor de store accelerationer for alvor tager fat.

Vi tænker lineært


Problemet er ikke, at mennesker er dumme. Problemet er, at vi er blinde. Mennesker ser ikke eksponentiel vækst. Vi tænker lineært, fordi sådan har verden været, siden vores civilisation startede ved, at et menneske puttede et korn i jorden, lod det gro og fik et helt aks med korn næste år. Hvis vi puttede to korn i jorden, fik vi nok to aksfulde, og hvis vi puttede tre ned, så fik vi tre. Hvis vi fik 50 store skovbrande sidste år og 60 i år, så får vi nok 70 næste år. Pyt. Det klarer vi nok. Og skulle der komme 80 skovbrande, er det nok en "statistisk tilfældighed".
Men sæt nu, at det ikke er statistikken, der spiller os et puds...
Dét, der gælder for korn, gælder ikke nødvendigvis for skovbrande. Og hvis antallet vokser eksponentielt får vi 80 brande næste år, 120 året efter, 200 året efter igen, så 360, 680, 1320…
Vi ser ikke den eksponentielle mur, der står lige foran os. Det er vores store problem!

Eksponentiel vækst klares med… eksponentiel vækst


Hvis bogen ”Klodens grænser” sluttede her, kunne vi godt lukke klimabevægelserne og gå på bar for at drukne sorgen over en tabt civilisation. For civilisationen kan ikke overleve i en drivhusjord, argumenterer de to forskere for på en alt for overbevisende måde. Mennesket klarer sig måske, men civilisationer kræver et nogenlunde stabilt klima med iskalotter på Jordens poler.
Vi er som læsere af ”Klodens grænser” placeret foran en nærmest lodret mur af eksponentielt voksende katastrofer, hvor konklusionen er, at hvis ikke udledningen af drivhusgasser topper om ca. tre år og er halveret inden for de næste otte, så er det uundgåeligt at vi får en drivhusjord, der er er syv-otte grader varmere og har en havoverflade, der ligger 70 meter højere end nu. I øvrigt er det det samme hovedbudskab, som også FN’s Klimapanels seneste klimarapport understreger så kraftigt.
Trods dét, så tager de to stjerneforskere hinanden om halsen og erklærer frejdigt, at de er optimister! Både Kloden og menneskets civilisation vil overlevelse og endda blomstre. ”Vi skal ’bare’ bekæmpe eksponentiel vækst med mere eksponentiel vækst,” lyder forklaringen, hvis man koger bogens sidste tredjedel ned til én sætning.

Fire nye vendepunkter


Det kan man naturligvis ikke, og det gør Rockström og Gaffney selvfølgelig heller ikke. Den eksponentielle vækst, der skal afløse vores fatamorgana om evig vækst, handler naturligvis om en eksponentiel vækst i LØSNINGER.
De to klimaeksperter peger på snarlige vendepunkter – eller tipping points – inden for fire områder: Det sociale, det politiske, det økonomiske og det teknologiske. På alle fire områder ser det ud til, at store omvæltninger vil komme tidsnok til, at vi kan undgå de værste scenarier. Jeg vil overlade de detaljerede forklaringer om dette til bogen. Det er i høj grad op til læseren, om man skal tro på Johan Rockströms og Owen Gaffneys udlægning af vores nuværende situation.
Men når to af verdens mest anerkendte klimaforskere tillader sig at være optimister, så kan vi andre måske også være det? Bare en lille smule…?

Kommer ikke af sig selv


Men forskernes optimisme er betinget. Løsningernes vendepunkter kommer ikke af sig selv! Vi må lære at forstå eksponentiel vækst. Det bliver en vedvarende kamp, som kræver, at alle – individer, grupper, byer, lande og verdenssamfundet – forpligter sig og arbejder for at redde Kloden. Hårdt arbejde – også med at blive ved med at aktionere og informere om klimaforandringerne – og hurtig handling er betingelserne for at lykkes.
Jeg vil ligesom bogen slutte med et citat af Greta Thunberg:

”Når vi mennesker for alvor sætter os noget for og gør brug af vores ressourcer, kan vi udrette næsten hvad som helst.”


Til allersidst en sjældent set anbefaling fra min side: Læs bogen ”Klodens grænser”. Den er udkommet på Informations Forlag og koster en fjerdedel af, hvad du må give for et par Nike løbesko. Bogen er et godt grundlag at arbejde videre med, når vi skal i gang med, hvad Rockström & Co. kalder vores ”Jord-program”, der skal få os i mål – ligesom ”Måne-programmet” i 1960’erne virkeliggjorte J.F. Kennedys vision og bragte os til månen.