Cost-benefit-analyser kan sætte gang i kædereaktioner
For 25. gang sætter verdens regeringer sig nu sammen for at finde en måde at sætte en stopper for klimaforværringerne. COP 25 i Madrid finder sted fra den 2. til den 13. december, og verdens ledere skal ikke bare enes om vigtige spørgsmål som brugen af CO2-kvoter. De kommer også til at tage stilling til, hvilke klimaforskere, de skal satse på.
Af Gordon VahleSenest opdateret 4. december 2019
Gletsjere bliver til isterninger (Billede af »Der er groft sagt to slags klimaforskere. Der er dem, der mener, at vi har sindssygt travlt. Og så er der dem, der mener, at vi har fuldstændigt, vanvittigt, sindssygt travlt.«
Sådan startede Zetland Helikopter sin Podcastserie om COP25 på åbningsdagen den 2. december. Gæsten var Peter Ditlevsen, der er fysiker og klimaforsker ved Niels Bohr Instituttet. Han hører til den sidste slags. Forskellen på de to slags forskere er ’Tipping Points’, eller som Peter Ditlevsen udtrykte det: »Serieforbundne landminer«.
Den første slags forskere er dem, som næsten alle politikere sætter deres lid til. De bedriver den slags forskning, som den meste fremtidsforskning baserer sig på. Man kigger bagud og ser på udviklingen indtil nu, og så vender man sig om og tænker, at det nok går ligesådan i fremtiden.
I og for sig er der ikke noget galt i den slags forudsigelser. Men metoden duer kun, hvis der er tale om meget velbeskrevne fysiske systemer. Hvis man sender en rumsonde af sted med en helt præcis hastighed i en bestemt retning, kan man beregne dens bane fuldstændigt præcist tusindvis af år ud i fremtiden. De to Voyager-rumsonder har leget billardkugler rundt om alle de store planeter på deres vej mod stjernerne. Og rumforskere kunne allerede i 1977, hvor raketterne med Voyager-sonderne blev sendt op, beregne, hvilke planeter der skulle besøges, og i hvilken retning sonderne 43 år senere skulle flyve væk fra solsystemet.
Klimamodellerne bliver hele tiden bedre og bedre, og derfor er der en hel del forskere, der mener at kunne forudsige, at temperaturstigningen i år 2100 bliver præcis 3,2 grader – HVIS alle lande overholder Parisaftalen. Der skal en hel del mere til, hvis vi skal nøjes med 1½-2 grader ekstra på termostaten. Det er disse forskere, der mener, at vi ’kun’ har sindssygt travlt.
Når det bliver lettere at forudse fremtiden, bliver det også muligt at beregne, hvad fremtiden koster. Og der er faktisk en hel del klimaforskere, der har taget de økonomiske skyklapper på og udsat de forventede klimaeffekter for en cost-benefit-analyse. De har altså beregnet, hvilket fremtidsscenarie der bliver billigst og mindst omkostningskrævende.
Og der er nogle forskere, der har regnet ud, at det rent faktisk er billigere at sigte efter de 3,2 grader og ’nøjes’ med at opfylde Parisaftalen. Det koster mere at reducere CO2-udledningen så meget, som er nødvendigt for at holde temperaturstigningen på 1½ grad, end det koster at rydde op efter de klimaskabte naturkatastrofer, man venter ved et 3,2 graders scenarie. Sådanne cost-benefit-analyser kan politikerne forstå, fordi alle deres beslutninger dybest set handler om økonomi.
Det er grotesk umoralsk at opstille en ligning med katastrofer og menneskeliv på den ene side og store økonomiske investeringer på den anden side, og klimaet er langt fra et så velbeskrevet fysisk system som det, der gælder for rumsonders færd gennem verdensrummet. Men det er ikke disse forhold, der får de forskere, der som Peter Ditlevsen mener, at vi har ’fuldstændigt, vanvittigt, sindssygt travlt’, til at tage sig til hovedet. Det er, at alle ubekendte er fjernet fra ligningen!
De ubekendte i ligningen kalder man normalt for Tipping Points og dominoeffekter. Tipping Point er, når en proces er nået så langt, at den kører videre af sig selv. Den kan ikke stoppe, uanset hvad vi gør. Hvis først én proces er gået i selvsving, kan den sætte andre processer, der så heller ikke kan stoppes, i gang. Det kaldes dominoeffekten, fordi processerne sætter gang i hinanden, og ligesom dominobrikker, der vælter, stopper processen ikke, før alle brikkerne er væltet.
Peter Ditlevsen kalder det for ’serieforbundne landminer’.
»Hvis du står foran en mark, der er mineret – ovenikøbet med miner, der er forbundet med hinanden, så hvis én springer, så gør resten det også – og du SKAL over på den anden side. Hvad ville du så gøre? Ville du gå over og håbe på, at du ikke ramte en mine? Eller ville du få fat i en minerydder og få fjernet minerne – uanset omkostningerne?« spurgte Peter Ditlevsen retorisk i podcasten.
Tipping Points ligner landminer ved, at vi ikke ved, hvor eller hvornår de går af. Måske er nogle af minerne allerede eksploderet, uden at vi rigtigt har opdaget det. Måske springer de først, når temperaturen er steget med 1½, 2 eller 5 grader. Pointen er, at vi ikke ved det. Netop derfor er det – bortset fra det umoralske og usikre – så farligt at lytte til de forskere, der mener, at vi godt af økonomiske grunde kan sigte på en lidt højere temperaturstigning end vores oprindelige mål.
Den lumske cocktail er, er disse forskere jo blot siger det, som politikerne – med nogle markante undtagelser - også siger: Vi har indgået en aftale i Paris i 2015. Den agter vi at holde!
Problemet er, at klimaforskerne er blevet meget klogere de sidste fire år. Den gang troede man, at hvis vi blot overholdt de krav til CO2-reduktion, som Parisaftalen indeholder, så ville vi kunne holde temperaturstigningen i 2100 på 1½ grad eller til nød 2 grader. Siden er vi blevet klogere. Parisaftalen = +3,2 grader lyder forskernes bedste bud på en ny ligning.
Vi skal holde fast i, at temperaturen ikke må stige mere end 1½ grad, i stedet for at nøjes med de krav til reduktion af drivhusgasser, som blev opstillet i Paris. Der sker intet på dén front under COP25 i Madrid. Men på COP26 i Glasgow i november 2020 skal landene formulere nye krav til sig selv og hinanden.
Gid regeringscheferne vil lytte til Peter Ditlevsen og de andre forskere, der mener, vi har ’ fuldstændigt, vanvittigt, sindssygt travlt’. Desværre taler de forskere, der foreslår mere moderate handlinger, et sprog, politikere forstår: Økonomi. Det kan godt være, at vi burde skærpe kravene til vores CO2-udledning endnu mere, men det bliver dyrt, og det kommer til at betyde voldsomme omvæltninger i samfundet, lyder det.
Men, som Peter Ditlevsen også sagde: »Mennesket er jo en innovativ art, og jeg er fortsat optimistisk og tror, at flere og flere efterhånden får øjnene op for, hvor store omvæltninger der egentlig skal til. Der er en himmelvid forskel på 1½ og 3,2 grader.«
Der er kun én vej: Du og dine politikere skal IKKE lytte til de forskere, der siger, at vi har ’sindssygt travlt’, hvis vi skal nå målene i Parisaftalen. Du og dine politikere skal lytte til dem, der siger, at vi har ’fuldstændigt, vanvittigt, sindssygt travlt’, for vi skal nå meget mere, end vi aftalte i Paris. De sidste forskere tager nemlig de ubekendte med i ligningen.
Og de ubekendte – Tipping Pointene – er langt mere afgørende end de rare automatiske fremskrivninger af kendt viden, som gør politikere mere trygge.
Sådan startede Zetland Helikopter sin Podcastserie om COP25 på åbningsdagen den 2. december. Gæsten var Peter Ditlevsen, der er fysiker og klimaforsker ved Niels Bohr Instituttet. Han hører til den sidste slags. Forskellen på de to slags forskere er ’Tipping Points’, eller som Peter Ditlevsen udtrykte det: »Serieforbundne landminer«.
Simple fysiske systemer er forudsigelige
Den første slags forskere er dem, som næsten alle politikere sætter deres lid til. De bedriver den slags forskning, som den meste fremtidsforskning baserer sig på. Man kigger bagud og ser på udviklingen indtil nu, og så vender man sig om og tænker, at det nok går ligesådan i fremtiden.
I og for sig er der ikke noget galt i den slags forudsigelser. Men metoden duer kun, hvis der er tale om meget velbeskrevne fysiske systemer. Hvis man sender en rumsonde af sted med en helt præcis hastighed i en bestemt retning, kan man beregne dens bane fuldstændigt præcist tusindvis af år ud i fremtiden. De to Voyager-rumsonder har leget billardkugler rundt om alle de store planeter på deres vej mod stjernerne. Og rumforskere kunne allerede i 1977, hvor raketterne med Voyager-sonderne blev sendt op, beregne, hvilke planeter der skulle besøges, og i hvilken retning sonderne 43 år senere skulle flyve væk fra solsystemet.
Klimamodellerne bliver hele tiden bedre og bedre, og derfor er der en hel del forskere, der mener at kunne forudsige, at temperaturstigningen i år 2100 bliver præcis 3,2 grader – HVIS alle lande overholder Parisaftalen. Der skal en hel del mere til, hvis vi skal nøjes med 1½-2 grader ekstra på termostaten. Det er disse forskere, der mener, at vi ’kun’ har sindssygt travlt.
Grotesk omkostningsberegning
Når det bliver lettere at forudse fremtiden, bliver det også muligt at beregne, hvad fremtiden koster. Og der er faktisk en hel del klimaforskere, der har taget de økonomiske skyklapper på og udsat de forventede klimaeffekter for en cost-benefit-analyse. De har altså beregnet, hvilket fremtidsscenarie der bliver billigst og mindst omkostningskrævende.
Og der er nogle forskere, der har regnet ud, at det rent faktisk er billigere at sigte efter de 3,2 grader og ’nøjes’ med at opfylde Parisaftalen. Det koster mere at reducere CO2-udledningen så meget, som er nødvendigt for at holde temperaturstigningen på 1½ grad, end det koster at rydde op efter de klimaskabte naturkatastrofer, man venter ved et 3,2 graders scenarie. Sådanne cost-benefit-analyser kan politikerne forstå, fordi alle deres beslutninger dybest set handler om økonomi.
Det er grotesk umoralsk at opstille en ligning med katastrofer og menneskeliv på den ene side og store økonomiske investeringer på den anden side, og klimaet er langt fra et så velbeskrevet fysisk system som det, der gælder for rumsonders færd gennem verdensrummet. Men det er ikke disse forhold, der får de forskere, der som Peter Ditlevsen mener, at vi har ’fuldstændigt, vanvittigt, sindssygt travlt’, til at tage sig til hovedet. Det er, at alle ubekendte er fjernet fra ligningen!
Serieforbundne landminer
De ubekendte i ligningen kalder man normalt for Tipping Points og dominoeffekter. Tipping Point er, når en proces er nået så langt, at den kører videre af sig selv. Den kan ikke stoppe, uanset hvad vi gør. Hvis først én proces er gået i selvsving, kan den sætte andre processer, der så heller ikke kan stoppes, i gang. Det kaldes dominoeffekten, fordi processerne sætter gang i hinanden, og ligesom dominobrikker, der vælter, stopper processen ikke, før alle brikkerne er væltet.
Peter Ditlevsen kalder det for ’serieforbundne landminer’.
»Hvis du står foran en mark, der er mineret – ovenikøbet med miner, der er forbundet med hinanden, så hvis én springer, så gør resten det også – og du SKAL over på den anden side. Hvad ville du så gøre? Ville du gå over og håbe på, at du ikke ramte en mine? Eller ville du få fat i en minerydder og få fjernet minerne – uanset omkostningerne?« spurgte Peter Ditlevsen retorisk i podcasten.
Videnskaben har overhalet Parisaften
Tipping Points ligner landminer ved, at vi ikke ved, hvor eller hvornår de går af. Måske er nogle af minerne allerede eksploderet, uden at vi rigtigt har opdaget det. Måske springer de først, når temperaturen er steget med 1½, 2 eller 5 grader. Pointen er, at vi ikke ved det. Netop derfor er det – bortset fra det umoralske og usikre – så farligt at lytte til de forskere, der mener, at vi godt af økonomiske grunde kan sigte på en lidt højere temperaturstigning end vores oprindelige mål.
Den lumske cocktail er, er disse forskere jo blot siger det, som politikerne – med nogle markante undtagelser - også siger: Vi har indgået en aftale i Paris i 2015. Den agter vi at holde!
Problemet er, at klimaforskerne er blevet meget klogere de sidste fire år. Den gang troede man, at hvis vi blot overholdt de krav til CO2-reduktion, som Parisaftalen indeholder, så ville vi kunne holde temperaturstigningen i 2100 på 1½ grad eller til nød 2 grader. Siden er vi blevet klogere. Parisaftalen = +3,2 grader lyder forskernes bedste bud på en ny ligning.
Hold fast i 1½ grad
Vi skal holde fast i, at temperaturen ikke må stige mere end 1½ grad, i stedet for at nøjes med de krav til reduktion af drivhusgasser, som blev opstillet i Paris. Der sker intet på dén front under COP25 i Madrid. Men på COP26 i Glasgow i november 2020 skal landene formulere nye krav til sig selv og hinanden.
Gid regeringscheferne vil lytte til Peter Ditlevsen og de andre forskere, der mener, vi har ’ fuldstændigt, vanvittigt, sindssygt travlt’. Desværre taler de forskere, der foreslår mere moderate handlinger, et sprog, politikere forstår: Økonomi. Det kan godt være, at vi burde skærpe kravene til vores CO2-udledning endnu mere, men det bliver dyrt, og det kommer til at betyde voldsomme omvæltninger i samfundet, lyder det.
Men, som Peter Ditlevsen også sagde: »Mennesket er jo en innovativ art, og jeg er fortsat optimistisk og tror, at flere og flere efterhånden får øjnene op for, hvor store omvæltninger der egentlig skal til. Der er en himmelvid forskel på 1½ og 3,2 grader.«
Når bjerget bliver for lille
Det kan være vanskeligt for politikere og andre at forstå de ofte komplicerede fysiske processer, der løber løbsk og bliver til klimakrisens Tipping Points. Men et eksempel kan forholdsvis let forklares: Den grønlandske indlandsis.
Indlandsisen smelter. Tv-billeder af fossende smeltevand og isbjerge, der i alt hastigere tempo brækker af i Isfjorden ved Ilulissat, efterlader ingen tvivl. Men hvornår bliver afsmeltningen så voldsom, at den ikke kan stoppes? Hvornår bliver den grønlandske indlandsis til et Tipping Point?
Svaret afhænger ikke af, hvor varmt det bliver, men af højden.
Jo højere et bjerg er, jo koldere er der på toppen. Kilimanjaro ligger i Tanzania tæt ved ækvator, men når der alligevel altid er sne på toppen, skyldes det, at den gamle vulkan er næsten 6000 meter høj. Indlandsisen er faktisk et to km højt ’bjerg’ af is lagt ovenpå Grønlands naturlige bjerge, der er ca. en km høje. Toppen af indlandsisen ligger således ca. 3000 meter over havets overflade, og dermed er den over den såkaldte snegrænse. Der er evig sne.
Men når indlandsisen smelter om sommeren, og der ikke kommer nok sne til at kompensere for afsmeltningen om vinteren, så bliver bjerget af is gradvist lavere og lavere. På et tidspunkt bliver det lavere end snegrænsen, og så kan vi ikke stoppe afsmeltningen, selv om vi ved et trylleslag kunne fjerne al menneskeudledt CO2 fra atmosfæren.
Vælter adskillige dominobrikker
Hvis den grønlandske indlandsis passerer sit Tipping Point, tager den adskillige dominobrikker med i faldet. Alene de 7,2 meter, som havoverfladen vil stige, får katastrofale følger for verdens kystbyer. Smeltevandet vil helt sikkert også stoppe Golfstrømmen. Det vil i sin tur betyde, at havet ved Amerikas østkyst ikke kan slippe af med varmen. Det bliver varmere. Orkaner af hidtil uset styrke vil hærge i Caribien, og byerne i USA's sydstater vil bogstaveligt talt blive blæst omkuld – hvis de da ikke er druknet i forvejen.
Og hvornår træder vi så på indlandsisens landmine? Det spekulerer forskerne på, men der er ingen svar, som er videnskabeligt baserede. Men visse steder i verden er lokale Tipping Points allerede indtrådt, og det kan give os et fingerpeg
.
Lokale Tipping Points ændrer lærebøgerne
Sveriges højeste bjerg hedder Kebnekaise og består af to toppe. Sydtoppen regnes for den højeste, men det skyldes kun, at den er dækket af en gletsjer. Officielt er den 2111 meter høj, men de senere års afsmeltning har reduceret den faktiske højde til 2104 meter.
I august 2018 blev Kebnekaises sydtop for første gang lavere end Nordtoppen, der ikke er dækket af is og er 2097 meter høj. Geografiprofessor Gunhild Ninis Rosqvist, der er leder af den nærliggende forskningsstation Tarfala, har beregnet, at Sydtoppen smelter med 14 cm pr. dag på varme sommerdage. Det er langt mere, end vinterens sne kan hamle op med. Den ca. 30 meter høje gletsjer vil snart forsvinde. Det lokale Tipping Point er indtrådt, de svenske lærebøger i geografi skal skrives om, men faktisk vil tabet af den lille gletsjer ifølge Gunhild Rosqvist også betyde en del for biodiversiteten i området.
Tipping Points – små eller store – betyder noget.
Grønlands indlandsis var i balance frem til ca. 1990. De 500 Gigatons is, der årligt tabtes til isbjerge og smeltevand, blev opvejet af sneen om vinteren. I dag sker der et nettotab af indlandsis til havet. Indlandsisen vokser stadig i højden, men da der smelter en masse vand ved kanterne og frigives en masse isbjerge, taber indlandsisen samlet masse.
Højden er således ikke et overhængende problem, men de store mængder ferskvand, der udledes, påvirker allerede nu Golfstrømmen. Så selv om Grønlands indlandsis nok er ret langt fra sit Tipping Point, er den allerede begyndt at puffe til dominobrikkerne rundt omkring…
Point of no return for havis og regnskov?
En isklump af indlandsisens størrelse tager adskille tusinde år om at smelte, men det samme gælder ikke den flydende havis, der dækker hele den nordlige kalot omkring Nordpolen. Heller ikke her er det temperaturstigningen i sig selv, som udløser de ustoppelige processer. Havisens Tipping Point hedder albedo – et mål for, hvor meget sollys en overflade reflekterer tilbage til verdensrummet. Havis sender ca. halvdelen af sollysets energi retur, mens havoverfladen faktisk kun formår at returnere 3,5 procent. Havene er faktisk bedre til at opsamle solenergi end sort lava!
Kædereaktionen er let at identificere: Havisen smelter på grund et varmere klima. Det øger mængden af havoverflade i forhold til is. Det øger temperaturen, fordi energien opsamles i havet. Det får mere is til at smelte. Det øger mængden af havoverflade… Fortsæt selv, indtil det bliver trivielt.
Der er nogle forskere, der mener, at havisen på Nordkalotten allerede har passeret sit Tipping Point. Uanset, hvor meget CO2 vi fjerner, er løbet kørt ifølge disse forskere. Havisen vil forsvinde til kortvarig glæde for skibsfart og handel. Men glæden bliver kort, for havisens forsvinden vil skubbe yderligere til Golfstrømmen og speede optøningen af den sibiriske tundra op. Måske er det lige netop den udløsende faktor til den metanbombe, der endnu ligger fastfrosset, men som bare venter på at permafrosten løsner sit greb en smule. Metan er som bekendt en drivhusgas, der er ca. 25 gange så effektiv til at holde på varmen som CO2.
Der er andre Tipping Points, som flere forskere mener allerede er indtrådt, eller som snart gør det. Regnskove fx - ikke bare i Brasilien, men flere steder. Store regnskove skaber faktisk deres eget klima. Der fordamper så meget vand fra regnskoven, at der dannes lokale tordenbyger, som giver vandet tilbage til regnskoven. Hvis skoven skrumper, går processen, der skaber det gunstige miniklima, i stå. Og lige meget hvor mange nye træer, du planter, kan processen ikke starte igen… Regnskoven er tabt for altid.
Hvad skal du gøre?
Der er kun én vej: Du og dine politikere skal IKKE lytte til de forskere, der siger, at vi har ’sindssygt travlt’, hvis vi skal nå målene i Parisaftalen. Du og dine politikere skal lytte til dem, der siger, at vi har ’fuldstændigt, vanvittigt, sindssygt travlt’, for vi skal nå meget mere, end vi aftalte i Paris. De sidste forskere tager nemlig de ubekendte med i ligningen.
Og de ubekendte – Tipping Pointene – er langt mere afgørende end de rare automatiske fremskrivninger af kendt viden, som gør politikere mere trygge.