Plast – klimadebattens prygelknabe

Der er næppe noget materiale, der er så udskældt i klimadebatten som plast. Men det er ikke plasten i sig selv, der er problemet. Det er den måde, vi håndterer plasten på, når den er brugt, der påvirker miljø og klima alvorligt.

Plast er et produkt af olie. Det nedbrydes kun meget langsomt. Det forurener verdenshavene og vores skove og rastepladser. Og det forårsager store lidelser for havdyr og fisk, der bliver viklet ind i fiskenet eller bliver kvalt langsomt af mikroplast i gællerne.
Tv-billeder af ulækre strande og lidende dyr er ikke ligefrem med til at højne plastens image. For slet ikke at tale om dét, vi ikke kan se, mikroplasten, som vi overhovedet ikke kender virkningen af. Så hvorfor ikke bare forbyde det skidt…?

Uden plast var det rigtigt slemt


Men faktum er, at uden plast-produkter stod det rigtigt slemt til med CO2-udledningen i verden! Ifølge beregninger fra……… ville madspildet fra producent til forbruger være yy gange så højt, som det er nu. Det vil sige, at vi skulle producere XX procent flere fødevarer for at kunne brødføde samme antal mennesker. Alt andet lige ville det også betyde et øget CO2-udslip på XX procent. Plus den ekstra mængde lastbiler, der skulle til for at transportere alt det, der går til spilde.
Andre varer ville også gå i stykker, fordi det ville være umuligt at emballere dem tilstrækkeligt med andre materialer. Så vi ville være nødt til at producere en reserve til transportskader. Det ville virkelig belaste vores CO2-regnskab.
Plast indgår også i adskillige produkter inden for fx medicin og udstyr, og det ville være så godt som umuligt at erstatte med andre materialer uden at forøge mængden af drivhusgasser.

Mere bambus – flere fyldninger


Men plast er naturligvis noget skidt i naturen, og det koster CO2 i tonsvis at fremstille. Så hvad skal vi så gøre med plasten for at begrænse dens klimaaftryk mest muligt?
Først og fremmest skal vi begrænse brugen. Hvis der findes andre materialer, der belaster miljø og klima mindre, skal vi bruge dem. Men det er som altid vigtigt at tænke i helheder og være klar over, hvilke konsekvenser det får. Min tandlæges skrækeksempel er tandbørster af bambus, som velmenende klimaforkæmpere flittigt reklamerer for på Facebook.
Når min tandlæge er færdig med at ryste på hovedet, anbefaler han en elektrisk tandbørste – fyldt med plastik, skadelige batterier og en hel masse smådele, der bestemt ikke påvirker CO2-udslippet i gunstig retning. Argumentet bakkes op af et simpelt spørgsmål:

”Hvor meget CO2 tror du, at en fyldning – af plast – for slet ikke at tale om en paradentose-behandling genererer…?”

Brænd kluden


Noget af det samme gør sig gældende for en anden forhadt genstand i husholdningen – éngangskluden af viscose – et andet plastprodukt. Opskrifter på hjemmestrikkede bomuldskarklude florerer også blandt klimaforkæmpere. Men hvor meget CO2 er det nu, der går til at producere bomuld, der ofte gror på steder, hvor kunstvanding er nødvendig? Og hvad koster en kogevask i CO2?
Regnestykket er ikke altid let, men hvis man læser varedeklarationen, altså ”Éngangsklude”, og smider kluden i skraldespanden efter brug, er man nok ikke helt galt afmarcheret. Vi brænder vores affald i Danmark og får så i tilgift varme og el – samtidig med at vi sparer lidt på olien. Kluden skal ikke i vaskemaskinen, for så kommer der bare mere mikroplast i havene!

Her resten af kæden


Genanvend, genbrug … sortering, færre typer etc. – brænd.

Men inden vi kommer til at træffe alt for vidtrækkende og uhensigtsmæssige beslutninger, når det angår plast, var det i kampens hede måske værd også at hæfte sig ved de områder, hvor plasten qua sine unikke tekniske egenskaber faktisk kan bidrage til at løse nogle af de største problemer, som menneskeheden står over for, eksempelvis klimaforandringerne.
Foruden at være en af klodens absolut vigtigste ressourcer og en af de væsentligste forudsætninger for vores liv, så er vand det primære medium, hvorigennem vi mærker de negative sider ved de globale klimaforandringer. Vand er også afgørende i opfyldelsen af FN's verdensmål for 2030. Lad os se derfor se på, hvad plasten kan bidrage med i håndteringen af klimaforandringernes konsekvenser, når det gælder vand.
Når fokus sættes på netop vand, er det, fordi plast er som skabt til at komme i kontakt med vand. Materialet har de helt rigtige tekniske egenskaber til at transportere, opbevare og cirkulere vand: Det er retningsstabilt, langtidsholdbart, vedligeholdelsesfri og afsmitter ikke, når det berøres af vand. Derfor har man da også inden for byggesektoren i årtier benyttet sig af plast.